Ildervej 2

8270 Højbjerg

    Solgt

    Gennemrenoveret 60 er-arkitektur midt i naturen

    SKÅDE BAKKER - Det kuperede område i Skåde Bakker er helt sit eget, og du finder nærmest ikke noget magen til andre steder i landet. For mere end 100 år siden bredte store skov- og engområder sig gennem det meget kuperede terræn, som istiden har skabt, og arealet blev brug til kongens græssende heste og skovbrug. Først i slutningen af 1800-tallet fik Aarhus' velhavere øjnene op for det naturskønne og frodige område tæt ved vandet og stranden, og de første sommerboliger skød op i området.

    Der var langt imellem sommerboligerne, som alle havde store parkarealer rundt om sig, men fra slutningen af 1950'erne blev jordstykkerne mellem husene udstykket til byggegrunde, og det banede vejen for den meget alsidige arkitektur, du ser i dag. Ens for alle hjemmene er, at de er formet efter beliggenheden lige midt i skoven. Derfor vil naturen altid være en integreret del af området, hvor råvildt, egern og andet dyreliv færdes frit i haverne.

    Smukke omgivelser
    Der er hverken snorlige villaveje, som er flankeret af ligusterhække, eller fortove i den del af Skåde Bakker, hvor vejene er opkaldt efter områdets dyreliv. Ildervej fører hele vejen gennem området. Og lige først for, ad den smalle vej, finder du denne 60'er-villa placeret på toppen af skråningen. Indkørslen har plads til tre biler, og du har mulighed for at ombygge og udvide garagen, hvis du ønsker mere overdækket parkering.

    Din ankomst til hjemmet er under alle omstændigheder flot. Den smukt anlagte pigstenssti, der fører dig op til huset, giver en næsten sydlandsk bjergstemning til stedet. I forhaven blomstrer magnoliatræet side om side med en imponerende stor rododendron og alt sammen er omgivet af poppeltræer samt en mindre fyrreskov.

    Som en skøn oase midt i alt det grønne er der anlagt en kæmpestor terrasse med både læ og aftensol. Her kan du og familien sidde allerede fra foråret, og helt til sensommeren indfinder sig. Og når I om aftenen tænder op i udepejsen og ruller markisen ud, mens dyrene pusler i træerne, inden de går til ro, er der intet bedre sted at være. Der er endda klargjort tegninger til at udvide terrassen om i den græsbelagte baghave og eventuelt etablere en pool på det solrige og meget private areal.

    Funktionelt og indflytningsklart
    Alt det bedste fra den oprindelige 60'er-arkitektur er kombineret med en gennemmodernisering, der har tilladt mere lys at strømme ind i dit hjem, ligesom der er blevet åbnet op mellem rummene. Værelsesgangen fungerer rigtig godt med tre fine værelser, integrerede skabe og et rummeligt badeværelse, hvor du kan nikke genkendende til Vola-armaturer samt Korian- og Duravit-elementer. Til teenageren er der masser af plads i kælderen, der takket være grundens hældning har en god størrelse vinduer ud mod de grønne omgivelser. På vinterdage kan du tænde op i pejsen i den store vinkelstue, og fra sofaen kan du skimte vandet ude mellem træernes bare grene.

    Her er alt renoveret fra yderst til inderst, så du og familien kan flytte direkte ind. De gamle, massive egegulve er bevaret og matcher husets oprindelige arkitektur. De højloftede rum og store vinduer lader lyset og ikke mindst naturen strømme ind i stuen, og vil du åbne endnu mere op, så er der mulighed for at fjerne pejsen og slå væggen ned mellem køkken og stue, så du får ét stort opholdsrum med vinduer til stort set alle sider. Køkkenet er i øvrigt veludstyret med Vola-armaturer, hvidevarer fra Miele, Korian-bordplader og ikke mindst et vinkøleskab, der holder dine druer på den helt rette temperatur.

    Her er alt det hårde arbejde gjort, og du kan derfor flytte direkte ind i de luksuøse omgivelser. Du har stadig muligheder for at sætte dit personlige præg på hjemmet, som er omkranset af naturlig skønhed. Og så bor du samtidig tæt på centrum af Aarhus.

    Relaterede ejendomme