Rypevej 34
8270 Højbjerg
Moderniseret 70'er-villa på rolig vej
Dejlig, privat have og skønne solterrasser
Måske er jorden ekstra frodig her så tæt ved skov og vand, i hvert fald har planter, blomster og buske ekstra gode vilkår i haven på Rypevej 34, hvor alting gror og blomstrer. Haven har en fin størrelse med plads til at være til, men uden at I behøver bruge al jeres tid på græsslåning og lugning.
Alt er desuden afskærmet fra vejen, så I kan nyde privatlivet i haven og på de forskellige terrasser rundt om boligen. Indtag dagens første stråler på morgenterrassen, og bliver solen for stikkende i løbet af dagen, finder I masser af gode skyggekroge i haven. Vil I til gengæld hellere forlænge sommervarmen, kan I krybe i læ for duggen under markisen og få fuldt udbytte af de lange, lyse sommeraftener.
På husets indgangsside er den brede flisegang den perfekte lange bane til de første køreture på den trehjulede for familiens yngste medlemmer, ligesom du roligt kan lukke hunden ud her. For ud mod vejen er der lukket af med en sikker jernlåge, og samtidig kan du hele tiden se med fra køkkenvinduet, mens du svinger kødgryderne.
Moderniseret og funktionelt indrettet
Det charmerende T-hus med de gule sten er bygget magen til nabohuset, da der blev udstykket to grunde i 1975. Udefra er arkitekturen typisk for sin tid, og åbenheden er rettet mod haven med store vinduespartier, mens der ikke er vinduer mod vejen, så I lever ganske privat.
Indvendigt har hjemmet gennemgået en større modernisering, og alt fremstår derfor meget lyst og venligt, hvilket er en fantastisk kombination med de store vinduespartier, der lukker masser af lys ind og er med til at skabe åbne rum. Men den funktionelle indretning er stadig bevaret med en praktisk værelsesgang og store værelser med mulighed for at inddele det ene i to. Fra værelserne kan du vågne med kig til haven, og på begge sider af opholdsstuen, der som en lille længe er bygget vinkelret på huset, har I en lille solterrasse med masser af læ.
Fra stuen har I adgang til haven, og de store vinduespartier bevirker, at det næsten kan føles, som om I sidder udenfor. Er vejret til det, er det let at rykke maden fra spisepladsen lige ved køkkenet til terrassen udenfor. Det rummelige køkken bliver dog hurtigt hjemmets samlingspunkt, hvor I kan vende dagens oplevelser, mens I tilbereder aftenens menu.
Det perfekte hjem til familien, der ønsker et praktisk hus og et hjem tæt ved by og natur. Alt er i moderniseret stand, så det er lige til at flytte ind.