Carl Jensens Vej 2, 1.

8260 Viby J

    Solgt

    Skøn villalejlighed på kanten af Marselis-kvarteret med egen have og parkeringsplads

    Et hjem med hjerterum
    Det er befriende at bo i lejlighed og samtidig have brugsret til havedel. Det vil du opleve her på Carl Jensens Vej 2, hvor den store, røde villa fra 1939 er delt op i to ejerlejligheder. Som ejer af førstesalens 109 kvadratmeter store lejlighed er den vestvendte og solrige baghave til dit brug. Nyd solen på altanen med udsigt til det grønne eller tag de få trin ned og få græs under fødderne. Haven er en skøn oase med jasminbuske, frugttræer og højbede, uden at du dog har for mange forpligtelser.
    Til lejligheden hører desuden brugsret til carport til bilen, hvis du da ikke bare cykler til det hele.

    Indenfor fordeler kvadratmeterne sig på tre værelser - som ligger rigtig godt fordelt - køkken og bad - som begge er dejlig rummelige - samt en skøn stue - hvor morgensolen kigger ind og lyser godt op fra dagens start. På kølige dage kan du i stedet tænde op i brændeovnen og mærke, hvordan den knitrende varme breder sig i hele lejligheden.

    Mulighederne ligger lige for
    Den tidstypiske villa er løbende blevet renoveret; senest med nyt tag, nye vinduer og hulmursisolering, og de ydre rammer er således i god stand. Indvendigt har du måske lyst til at opdatere rummene og evt. åbne dem mere op ved eksempelvis at inddrage skunk- og loftrum. På den måde kan du opnå en større rummelighed og skabe dig et hjem helt efter dit eget hoved.

    Du har helt sikkert lyst til at bevare den dejlige atmosfære i lejligheden - charmen, som bl.a. kommer fra de flotte trægulve i American Pine. De kan let få et helt nyt liv med en simpel afhøvling. På samme måde kan du få en helt ny tilværelse her i lejligheden, som ligger helt perfekt i forhold til byens mange muligheder og naturens fred og ro.

    En rummelig lejlighed med masser af charme og muligheder for det unge par med eller uden børn - eller det modne par, der gerne vil tæt på byen. Opdater rammerne, så de passer til dig. Og nyd godt af altanen og din egen have.

    Relaterede ejendomme