Hørret Byvej 21
8320 Mårslet
Landlig, sjælfuld og moderne bindingsværksidyl med indbygget luksus
"Helligdommen ved skoven"
Hørret betyder "helligdommen ved skoven", og der er da også noget nærmest guddommeligt over den fredfyldte idylliske landsby. Til et fuldendt landsbysamfund hører en smedje, og Hørret Byvej 21 husede faktisk det gamle smedehus og smedens værksted helt frem til 50'erne. I dag kan den historiske bolig blive din helt egen, og den gamle smedje giver stadig mulighed for at drive et mindre erhverv.
På markerne lige uden for din grund græsser en flok køer og heste i det bakkede istidslandskab. I bunden af den smukke have løber Hørret Bæk og forsyner din lille havesø med frisk og næringsrigt vand fra bakkerne ved Jelshøj. I søen hygger kæmpestore guldfisk sig, og mens guldsmeden står lydløst over vandet, krydres sanserne med en rislende lyd fra bækken. Den perfekte ramme til den lille aftensolplet med udepejs, du kommer til ved at krydse den lille bro over bækken.
En havebænk til enhver lejlighed
Sådanne private solpletter finder du masser af, og de har hver deres særpræg - om det er en bænk med udsigt ud over bakkerne, ned til søen eller under den store blodbøg. Havens fredfyldte rum med gamle træer, bækken, søen og den mere vildtgroende natur i bunden med naturhegn er den perfekte ramme om det smukke bindingsværkshus. Og her i den gamle have blomstrer i juni et sjældent japansk lygtetræ - måske som en understregning af stedets særlige atmosfære.
På den brede terrasse med firkantede flisefelter mellem pigstenene - som nærmest spejler bindingsværksarkitekturen - kan du nyde livet med grillhygge og gode vine, og når duggen falder, eller en byge passerer, er det smukke orangeri den perfekte løsning på at være inde og ude på én gang. Området byder desuden på nogle helt fantastiske ruter til gåture - f.eks. ad den gamle Hovsti enten til Aarhus' højeste punkt, Jelshøj, eller til Vilhelmsborg Gods med hestestutteri og restaurant.
Moderniseret, landlig idyl
Det oprindelige hovedhus brændte i 1966, men hurtigt blev der opført en ny stråtækt og højloftet bindingsværksbolig i oprindelig stil, og det er i dag landsbyens eneste stråtækte hus. Det rummelige hovedhus er siden 2009 blevet gennemrestaureret med skønne detaljer som Vola-armaturer, douglas-planker fra Dinesen, italienske marmorgulve og Arne Jacobsen-dørgreb, ligesom her er blevet åbnet op med blandt andet et fantastisk funktionelt køkken-alrum med gennemført landlig stil og gennemgående brændeovn til stuen.
Værelsesafdelingen er henlagt til førstesalen, mens du og familien er sammen i stueetagen, der stort set kun består af to separate og store rum. Her er tale om en særlig moderniseret idyl, der med udsigten til haven, bakkerne og naturen omkring, gør det let at komme helt ned i gear.
Rummelighed og herlighed
Ganske tæt ved hovedhuset ligger den gamle smedeværkstedsbygning fra 1880 med kampesten i gavlen, og de gamle ringe til fortøjning af smedens heste ses stadig. Lukker du øjnene, kan du måske genkalde lyden af metal mod metal - selv om der i dag er helt stille. Denne bygning er også blevet renoveret og fungerer som både værelsesbolig og stor garage med mange anvendelsesmuligheder. På førstesalen er der en separat lejlighed med eget bad og mulighed for etablering af køkken. I værelset mod nord kan du vågne til matriklens måske herligste udsigt, når du slår øjnene op på første parket til køerne og hestene, der græsser på markerne. (Førstesalen af denne bygning er ikke godkendt til beboelse).
På Hørret Byvej 21 er du omgivet af rummelighed i ordets betydeligste forstand, og hjemmet kan rumme både storfamilien eller det pladskrævende par, for det er, som om rummene udvider sig eller omfavner dig - lige meget om I er ti eller to mennesker i hjemmet.
Fantastisk bolig til den pladskrævende familie, der stiller krav til sine omgivelser. Her er I tæt på naturen og smuk landlighed kombineret med moderne og idylliske rammer. Kun ca. 10 minutters kørsel til Aarhus.