Højrisvej 12

8240 Risskov

    Solgt

    Gennemført villa med kant på stor ugenert grund

    Gennemrenoveret med sans for kvalitet
    Villaen er oprindelig opført i 1958, men der er ikke meget genkendeligt tilbage fra dengang. Det skulle da lige være den store, sydvendte have, der om sommeren udgør en privat oase med solskin det meste af dagen. På den store plæne kan ungerne lege og spille bold, og bagerst i haven er opført en overdækket terrasse, hvor der er trukket både vand og el, så hyggen kan nå nye højder med fx et udekøkken eller spabad. Du kan også tænde op i ildstedet herude og lade en lun sommeraften fortsætte i det uendelige.
    Villaens hvide facader, det mørke træ og inddækningerne udstråler en stilsikker, høj kvalitet. Det indtryk bliver forstærket, så snart du træder indenfor.

    Åbne, lyse rammer og nyt sildebensparket
    Allerede i entréen møder du det lyse sildebensparket i eg, der er gennemgående i det meste af stueetagen. Med det flotte gulv og entrémøblet fra Unoform er niveauet ligesom lagt. En skillevæg i glas er det eneste, der adskiller entréen fra det imponerende køkken-alrum med højt til loftet, hvor egetræslameller sikrer en god akustik. De høje bjælker og rammerne om de store vinduespartier danner en flot, mørk kontrast til de hvide overflader og det lyse træ. Uanset om du står i køkkenet eller sidder i sofaen, åbner hjemmet sig mod havens grønne univers og den store terrasse. Du kan trække flere skydedøre til side og lade inde og ude gå i ét.
    Det stilrene køkken er ligeledes fra Unoform med bl.a. induktion, ovn og indbygget kaffemaskine fra Gaggenau. Quookeren sørger for kogende vand fra hanen, og den integrerede loftemhætte fra Witt sikrer rummets rene udtryk. På samme måde er Liebherr-køle/fryseskabet gemt væk bag en hvid låge, og du ser heller ikke nogen radiatorer i de fælles rum eller på de to nærmest identiske badeværelser.

    Gode rum oppe og nede
    Værelserne er til gengæld udstyret med radiatorer, så I hver især hurtigt kan styre klimaet. Fra to af værelserne er der udgang til haven, og mens børneværelserne i den ene ende af villaen deles om et badeværelse, har du fra husets master bedroom direkte adgang til eget badeværelse. Begge badeværelser har store, lyse fliser, en rummelig bruseniche, Unoform-møbler og Vola-armaturer. Både her og på alle værelserne åbner lysbånd oppe under taget rummene op med masser af lys.
    Renoveringen, der begyndte i 2015, er fortsat i underetagen, hvor du har nogle gode, anvendelige rum til leg/gaming, træning eller andre hobbies, samt opbevaring og praktiske gøremål som tøjvask m.m. Selv i bryggerset ligger murstensfliserne i sildebensmønster, mens det øvrige gulv hernede er belagt med slidstærk epoxy.
    Ud over at skabe nogle lyse, lækre og stilrene rammer har målet med renoveringen også været at skabe et energivenligt byggeri. Der er derfor isoleret godt og grundigt, ligesom alle vinduerne holder godt på varmen.

    Rummeligt og gennemrenoveret hus med stor, sydvendt have i roligt villakvarter tæt på byen og naturen. Risskov er nærmest selvforsynende med indkøbsmuligheder, skole og oplevelser, så du og familien har ikke langt til noget - og slet ikke samværet, for det sørger de hjemlige rammer for.

    Relaterede ejendomme