Bakkestien 1

Lyngsbæk, 8400 Ebeltoft

    Solgt

    Arkitektonisk kulturarv ved foden af Mols Bjerge

    Privat nationalromantisme
    "Lærkely" hedder boligen på Bakkestien nummer 1, som er bygget i 1951 og er et af de otte velbevarede private sommerhuse, som Egil Fischer tegnede til området ud over sin egen bolig, Nørrehald. Du ser mange af Fischers karakteristiske elementer fra den nationalromantiske stil med kampestenssokkel og sorttjæret bindingsværk med stråtag og tidstypiske afrundinger. Med Molskroen som nabo og den særlige feriestemning i området heromkring er denne del af Ebeltoft nærmest, hvad Gammel Skagen er for Skagen.

    Når du drejer væk fra Kystvejen og ind i skoven, finder du et næsten skjult sommerhusområde midt i den skov, der er begyndelsen til nationalparken. Den sidste del af grusvejen er din helt private indkørsel, og her på toppen af bakken troner den karakteristiske bolig omgivet af græs, blomstrende rododendroner og grønne træer. Der er masser af plads til at parkere bilen i den tredobbelte carport, og du og familien kan i sommermånederne nyde kvalitetstiden i fred og idyl med dyrevildt og fugleliv på husets skønne stenterrasse. Åbn dørene til stuen op og lad naturen gå op i en endnu højere enhed med hjemmet.

    Rummelighed og høj kvalitet
    Overalt i hjemmet mærker du tydeligt det gode håndværk, som Fischer er så kendt for, og i løbet af de seneste år er "Lærkely" blevet fuldstændig renoveret med respekt for Fischers originale tegninger, der stadig hænger på væggen i boligen. Der er ikke gået på kompromis nogen steder, og selv brændeskuret er opført, så det falder flot ind med resten af arkitekturen. Der er en særlig kombination mellem tidlig 50'er-arkitektur med regulære rum samt værelsesgang på førstesalen og Fischers smukke detaljehåndværk med et særligt flot træarbejde ved dørkarme og loftsbjælker. Samtidig nyder du godt af de snedkerlavede, indbyggede skabe, som går igen i køkkenelementerne og på værelser samt gangarealer. Det samme gælder den indbyggede køjeseng i husets nederste niveau, hvor sommerhusstemningen ikke er til at tage fejl af.

    Rummelighed, højt til loftet og ikke mindst et smukt lysindfald vidner om, at sommerboligen her oprindeligt er bygget som liebhaveri, og da stedet kun har haft to ejere, er denne status velbevaret gennem tiden. Hold fest i det store rum over carporten, og tilbyd overnatningsmulighed til gæsterne i de mange værelser. Her kan du let fortabe dig i detaljerne, og sommer som vinter kan du varme dig enten ved solens stråler eller ved ilden fra pejsen og for en stund bare nyde friheden og fritiden.

    En unik fritidsbolig til den kræsne køber, der går op i kvalitet, arkitektur og privatliv. Omgivet af storslåede naturoplevelser samt tæt på Molskroens velsmagende gastronomi og charmerende Ebeltofts mange kulturelle tilbud.

    Relaterede ejendomme