Fregerslevvej 36
Fregerslev, 8362 Hørning
Fantastisk sommerhus ved land, vand og skov
En særlig ro
Når du kører væk fra vejen og ad markvejen ned gennem skovens skygge, åbner himlen sig pludselig op, og der i bunden helt nede ved søens blanke vand ligger sommerboligen som et idyllisk åndehul midt i naturen. Der er direkte adgang til søen - og du bor så tæt på, at du næsten kan kaste fiskesnøren fra terrassen. Her, væk fra byens postyr og bilos, føles en dyb indånding ekstra god for lungerne. Og stilheden er slående, da benzindrevne motorbåde er bandlyst, og kun fuglenes kvidren giver genlyd fra skovens træer. Det er, som om du for et øjeblik har meldt dig ud af civilisationen - og hvad er næsten bedre efter en lang arbejdsuge end at trække stikket og nyde weekenden i disse fredelige omgivelser?
At stå op om morgenen og indtage din morgenkaffe under bøgens blade med et fantastisk panoramavue ud over søen og landskabet på den anden side. At bade i vandet eller ro en tur i kajakken på søens rolige vand. Eller at stå op en sen nat og se ud på stjernehimlen, der er ekstra tydelig her langt væk fra gadebelysning, og lytte til skovens dyr, der pusler i natten. Det at føle sig så tæt på naturen som her giver en særlig frihedsfølelse, og du kan springe i søens vand uden tøj på, sove i det fri eller bare skrue lidt ekstra op for anlægget - der er ingen andre end dig til stede. Det er frihed. Og samtidig kan du dyrke dit eget grønt og plukke frugter fra træerne, og du lærer hurtigt at værne om naturen.
Rummelighed og velholdt stand
Den charmerende sommerbolig blev bygget under krigen - i 1942 - måske som et sted, hvor man kunne slippe lidt væk fra det hele. Det lille, charmerende hus overrasker, når du træder indenfor, hvor lyset strømmer ind i stuen, der har vinduer til alle sider. Samtidig er der en næsten overraskende rummelighed på de 85 kvadratmeter. Selve huset er løbende vedligeholdt og istandsat med nyere køkken og bad, men rummer stadig på lidt af den oprindelige charme, du kun finder i et ældre hjem. I tilbygningen har du mulighed for at indrette et skønt atelier eller arbejdsrum, og herfra har du udgang til en fantastisk, sydvendt ædeltræsterrasse.
Hvorfor egentlig stå ud af sengen, når du holder fri og er væk fra dagligdagen? Det kan i hvert fald være svært i huset her, hvor du vågner i soveværelset på førstesalen til en helt exceptionel udsigt ud over vandet, som du kan falde helt i staver over, næsten ligegyldigt om det er gråvejr eller solskin. På solskinsdage trækker tagterrassen måske alligevel i dig, og der er intet bedre end at sætte fødderne på de solvarme planker, mens søvnen langsomt trækker ud af kroppen, og lyset fylder dig med energi. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at du her får rekreation for alle pengene.
En fantastisk fritidsbolig for dig, der gerne vil trække stikket en gang imellem, og som et alternativ til lejligheden i byen. Kun 15 min. fra Aarhus og endnu kortere til hyggelige Skanderborg.