Ved Stranden 117

8250 Egå

    Solgt

    Original Friis & Moltke-villa lige Ved Stranden

    En udsigtsvilla, der er helt sin egen
    Når du ankommer til Ved Stranden 117, fornemmer du med det samme nærheden til vandet, der fylder hele horisonten. Du mærker det samtidig i det helt særlige lys her ved kysten, ligesom både lyden og luften fører havet ind over land. Ved indkørslen syner villaen måske ikke af så meget - rødbrune mursten og grønt træværk træder diskret frem mellem opvokset grønt på grunden, der skråner ned mod stranden. For enden af den skønne have leder en havelåge dig direkte ned til den rigtig fine strand.

    Lige så snart du har parkeret i carporten og åbner hoveddøren, ser du straks, hvordan boligen åbner sig op mod den storslåede udsigt. Foran dig giver et stort skråvindue direkte kig til vandet, ligesom lyset strømmer ind gennem det åbne hjems andre store vinduer. Glasfladerne og den lyse, åbne atmosfære står i flot kontrast til de mørke sten, det mørke træ og betonelementerne, der går igen i hele boligen. Overalt ser du arkitektduoen Friis & Moltkes signaturer og originale detaljer fra 1971, hvor huset blev opført. Det er bl.a. i form af lamper, køkkenelementer og indbyggede skabe med greb i læder. Du finder ikke et hjem magen til - sikkert ikke engang noget i nærheden af det.

    Varmt, åbent og helt privat
    Villaen er som skræddersyet ind i den skrånende grund, hvor hjemmet fordeler sig på to forskudte plan. Den høje placering giver dig på én gang privatliv og fuldt udbytte af den skønne udsigt fra såvel stueplanet som det nedre niveau. Fortsætter du ind gennem entréen - mod den dragende udsigt - åbner rummet sig helt op med et spændende køkken-alrum til højre, mens du til venstre finder et værelse, ligeledes med skøn udsigt, samt et mindre badeværelse. I alrummet sørger de varme sten på både væg og gulv for en hyggelig og lun stemning - ikke mindst takket være den gennemgående gulvvarme. Imens giver store vinduespartier frit udsyn til vandet, stranden og Mols Bjerge.

    Fra alrummet kan du endda træde et trin op og ud på en lille hævet terrasse på den anden side af det skrånende glasparti, hvor solen skinner det meste af dagen. Samtidig er der åbent ned til underetagen, hvor en hyggelig opholdsstue nyder godt af lyset ovenfra, mens et enormt vindue, der stort set går fra gulv til loft og væg til væg, sikrer dig et grønt kig til haven i forgrunden og vandet længere ude. En bænk i beton ender i en indmuret brændeovn, der giver hjemmet en helt anden lune, når vejret raser eller sneen falder på den anden side af de mange vinduer.

    Dyrk det originale eller tænk nyt
    Er vejret i et mildere hjørne, kan du fra stuen træde ud på den nedre, sydøstvendte terrasse. Og bag skydedøren, der ligeledes er udstyret med hjemmets karakteristiske lædergreb, finder du soveværelset. Her kan du tage hul på en ny dag ved at trække gardinerne fra og se morgensolen spejle sig i vandoverfladen, ligesom du også har udgang til terrassen. Soveværelset ligger desuden i forbindelse med et badeværelse, der få trin ned leder videre til et par praktiske disponible rum.

    Selv om der er en helt særlig charme ved huset, har den nuværende ejer alligevel taget højde for eventuelle ønsker om at tænke nyt. Et større byggeprojekt på grunden er forhåndsgodkendt, og du har således mulighed for at bygge om eller bygge helt nyt. Ejendommen kan derfor også investeringsmæssigt siges at være fremtidssikret. Kontakt mæglerne for projektskitser og yderligere information om dette.

    Et helt unikt hjem i første række til vandet. Friis & Moltkes arkitektur giver udsigten højeste prioritet, imens lyset strømmer ind og giver liv i rummene, der er præget af en hyggelig, varm stemning og mørke materialer. Nyd de originale rammer, eller sæt dit eget præg på dem i større eller mindre grad. Tæt på naturen, Aarhus C og alt, du ellers behøver.

    Relaterede ejendomme