Elmelundsvej 23

Lyngsbæk Str, 8400 Ebeltoft

    Solgt

    Stråtækt landidyl midt i de smukke Mols Bjerge

    Et mekka af frugt, grønt og nødder
    For at komme til den stråtækte landidyl, som venter jer på Elmelundsvej i landsbyen Krakær, skal I ad snoede veje gennem skovlandskaber. Og som I nærmer jer bindingsværkshuset, som er fra 1800-tallet, passerer I en enorm lade, som det hører sig til, når man skal være selvforsynende. Lige ved siden af tårner et stort nøddetræ, ligesom hele grunden er så rig på gamle frugttræer - og endnu flere nøddetræer - at det er slut med at købe frugt i supermarkedet.

    Her i jeres egen rolige enklave af verden har I nemlig rammerne til at blive jeres egen leverandør af økologisk, friskopgravet eller friskplukket frugt og grønt. Her er figner, blommer, kartofler i gule, blå og røde farver, squash, tomater, agurker, bønner, jordskokker, hindbær, jordbær, gulerødder, æbler, pærer, brødkarse, basilikum, timian, salvie og meget, meget mere. Som et eksotisk indslag midt i al Morten Korch-idyllen gror der sågar en passionsblomst langs den ene længe i gårdhaven, som i det hele taget har en sydlandsk stemning over sig.

    Kød fra eget kvæg eller nedlagt vildt
    I stalden, som I har direkte adgang til fra huset, finder I desuden fem båse, to spiltov og et høloft - lige til at omfavne livet, som man lever det på landet. Samtidig er I omgivet af marker, hvor I kan holde køer, grise, får, og hvad hjertet ellers begærer. Det kan endda være, at I vil gøre det til en forretning med jeres eget lille landbrug, hvor det eneste tilsætningsstof er kærligheden til den rene smag og gode kvalitet.
    Skal det være lidt vildere, giver skoven, som omgiver jeres fredfylde landsted rig mulighed for at tage sigte på riflen og nedlægge aftensmaden selv. Mere autentisk og velsmagende bliver det næppe, og tilbage i den store lade er der gode faciliteter til at slagte byttet.

    Charmerende som i gamle dage
    Når I træder indenfor, mærker I med det samme fornemmelsen af at befinde jer i en tidslomme af ældre dato. Der ånder en særlig ro i rummene, som minder jer om ikke at leve forjagede liv, men derimod dyrke det nære og det enkle. På gulvet ligger rustikke munkeklinker, som med deres varme nuancer giver stuen og køkken-alrummet en hyggelig atmosfære. De centrale rum brydes kun af et pejseområde - alle de oprindelige vægge er revet ned, så der nu er åbenhed og højt til loftet, hvor bjælkerne selvfølgelig er fritlagte. Hernede finder I desuden et solidt badeværelse og entréen, som fører direkte ud til stalden.

    På førstesalen finder I to rummelige værelser og et soveværelse med den mest fantastiske udsigt over markerne og Mols Bjerge. Herfra kan I gå ud på en altan, som I sikkert kommer til at bruge flittigt i sommerhalvåret. Stjernehimlen kommer tættere på, når I ligger herude, og den friske luft er med til at gøre drømmene lyserøde.
    Når den ikke står på rideture eller jagt, kan I springe i bølgen blå ved Lyngsbæk Strand få kilometer fra matriklen eller tage til Ebeltoft otte kilometer herfra og nyde det charmerende by- og kulturliv på de brostensbelagte gader, inden turen går tilbage til jeres selvforsynende slaraffenland.

    Et charmerende landsted, som indbyder til at leve det enkle liv og være selvforsynende til sidste mundfuld. Et paradis for hesteelskere og for jer, som bare holder af at smelte sammen med naturen. Kun otte kilometer fra Ebeltoft, som byder på både et rigt kulturliv og masser af historie. Lufthavnen kan I nå til på 20 minutter og til Aarhus C på 40 minutter.

    Relaterede ejendomme