Rungstedvej 7

8000 Aarhus C

    Solgt

    Fire etagers ubrudt charme midt imellem skov, strand og by

    Pragtfuld have med gennemtænkte løsninger
    Når du drejer ind ad Rungstedvej, befinder du dig i det inderste net af de smukke villaveje, som tilsammen udgør området – og det betyder, at det er en af de mest rolige veje overhovedet. Ejendommen, som kan blive jeres, står mejslet som en massiv klippeformation, der ser ud til at kunne klare lidt af hvert. Facaden bærer naturens aftryk, som du ser ved, at forsiden er okkerfarvet, mens bagsiden er grå. Som en kobberstatue, der antager grønne farver i smukke nuancer, når den irer, er også denne dobbelte villa ældet med ynde. Resultatet er et hjem, der har sit helt eget udtryk, og som med sine naturlige jordfarver harmonerer smukt med den omgivende skov og strand.

    Selvom haven er gennemtænkt og fuld af kreative løsninger, har den også en naturlighed over sig. Nok er bedene velholdte, men de er ikke velfriserede. Fordi de er så forskelligartede og består af planter valgt med omhu af en haveelsker, får haven et mere vildt og åbent udtryk, som giver dig lyst til at slappe af. Størrelsesmæssigt er der tale om en yderst overskuelig have, og netop fordi den ikke er på størrelse med en fodboldbane, er der tænkt i funktionelle beplantninger, som ungerne kan løbe rundt om, så de stadig får følelsen af at have masser af plads at boltre sig på. Åbenheden mærker du også ved, at det er træer og buske, der skærmer af mod vejen frem for en massiv og tillukket ligusterhæk. På terrassen, der løber langs husmuren, har du både plads til at grille og til at slænge dig – og fordi haven vender mod syd, er der sol fra morgen til aften.

    Et hjem med personlighed og charme
    Også indenfor ser du, hvordan rummene bærer præg af en yderst personlig og kreativ makeover. Her er det ikke den skandinaviske minimalisme, der løber langs væggene, men derimod en sans for hyggespredende løsninger, som tilsammen giver boligen et helt unikt udtryk. Tag f.eks. gulvet i kælderbadeværelset: Sten hjembragt fra en italiensk strand og lagt direkte ned i cement, som efterfølgende er blevet lakeret. Eller væggene i den ene af stuerne: Nøgen sandspartel med et lag lak i stedet for tapet eller maling. Og sådan bliver det ved på alle hjemmets 330 kvadratmeter, der er fordelt på fire etager. Fordi det helt sikkert ikke ligner noget andet hjem, er det helt sikkert noget for dig og din familie.

    Allerøverst – det, der engang var et tørreloft – finder I et skønt og yderst anvendeligt rum. Under de fritlagte bjælker, med en rå murstensvæg mod øst og hvidmalede gulvbrædder, som løber i forskellige retninger, har I jeres eget newyorkerloft, som kan gøre enhver kreativ sjæl ekstatisk. Er du arkitekt, eller mangler du et atelier, er det her himmerige – og du kommer heller ikke tættere på netop himlen, end når du står under de store vinduer, som er blevet sat i taget for at fange så meget lys som muligt. Op gennem en massiv glasplade, der sidder i gulvet, ser du lyset nede fra første sal som et spændende farvespil, og med ild i brændeovnen, er her fuldkommen magisk.

    Restaurerede reminiscenser fra 1920’erne
    På førstesalen finder I tre store værelser, som i dag byder på soveværelse, gæsteværelse og kontor samt et walk-in closet og et skønt badeværelse med masser af plads. Klinkerne har et på én gang varmt og koldt farvespil, som gør dem interessante at betragte, og på gulvet står det smukkeste træbadekar, som er håndlavet af den eneste bødker i landet, som endnu mestrer denne avancerede snedkerdisciplin.

    I stueetagen finder I køkkenet og husets to stuer en suite, og det er sikkert her, I kommer til at opholde jer mest. Her er højt til loftet, og rummene føles åbne, lyse og imødekommende. Fra den ene stue er der adgang til haven, hvor du ofte finder læ i det lille hjørne lige uden for døren, og fra samtlige rum kan du nyde den smukke udsigt gennem de sprossede vinduer. Ligesom med dørhåndtagene rundt omkring i huset er samtlige af vinduerne de originale fra 1920’erne. De er naturligvis blevet sat i stand, men i stedet for at skifte dem, er de oprindelige bevaret, fordi træet har mange gode år foran sig endnu.

    Den mest rigtige betegnelse for underetagen må være ’teenageparadis’. Her er egen indgang direkte fra gaden, badeværelset med de italienske strandsten og et stort værelse, som ligger et trin ned i forhold til et mindre værelse. Derudover har etagen også et stort vaskerum samt et depot og et vinrum, hvor de bedste flasker kan ligge og blive endnu bedre. Hvis familien har en hund, der flytter med ind, er det oplagt at bruge kælderen som indgang efter gåturen i de nærliggende, naturskønne omgivelser. For her har I god plads til jakker og udstyr, og både pels og poter kan lige nå at få en tur, inden det firbenede familiemedlem fortsætter med op i hjemmets hjerte.

    En fuldkommen pragtfuld villa i fire etager beliggende i et smørhul mellem skov, strand og by.
    Restaureret med respekt for den oprindelige arkitektur og fuld af finurlige løsninger, som skaber en hjemlig, personlig og hyggelig atmosfære. Perfekt til storfamilien, som elsker puls og fred på samme tid.

    Relaterede ejendomme