Arnakvej 20
8270 Højbjerg
Rummelig villa med sydlandsk stemning i bakket terræn
SKÅDE BAKKER - For mange hundrede år siden var Skåde en lille landsby med navnet Scothæ, som på gammeldansk betyder "bakkefremspring". En af de allerførste ejendomme, som skød frem i bakkernes urentable landbrugsjord i 1899, var Villa Arnak - fabrikant John Wieds sommerresidens, hvor Frederik IX efter sigende skal være kommet i sin vilde ungdom. Den sagnomspundne bygning er i dag udstykket i seks store ejerlejligheder, men oser stadig af historie og myter, som er med til at give Skåde Bakker karakter.
Netop Villa Arnak og dermed historiens vingesus kan du se op på fra terrassen på Arnakvej 20. På toppen af den vildtbevoksede og frodige skrænt, som fører ned til din luksusvilla, troner den imposante bygning som en majestætisk nabo. Og i din have har du noget så udansk som en pool, der er lige så let at holde, som et gulv er nemt at støvsuge. Dog får du meget mere velvære til følge, naturligvis.
En eksotisk oase tæt på Aarhus C
Når du indtager terrassens loungeområde om aftenen med et køligt glas hvidvin efter en dukkert i poolen, er det sikkert svært at forstå, at du faktisk befinder dig under 10 minutters kørsel fra Aarhus C. Du bliver øjeblikkeligt ramt af en afslappet feriestemning lige midt i din egen have, og inde under markissen har du altid ly og læ - og dermed en dejlig lang sommer.
Haven, som fra skrænten fortsætter i en høj mur af plantemangfoldighed, er lagt an med henblik på at være nem, og den harmonerer med den omkringliggende skov, som du når på få minutter. Dens vilde natur skaber en interessant kontrast til storvillaens moderne udtryk, hvor du føler dig hjemme og godt tilpas, fra du træder ind ad døren. Funktionalitet og æstetik går hånd i hånd, og takket være adskillige meget store vinduer føler du, at naturen kryber med indenfor og skaber en lidt eksotisk oase.
God plads til den store familie
Villaens indretning tager højde for, at I godt kan have brug for tid hver for sig, selv om I er familie. Afdelingen ud mod carporten udgjorde i sin tid et vognly, der i dag er forvandlet til to store værelser og et badeværelse, hvor familiens yngste - eller ældste - kan være i fred. Herfra går du videre ind i kvalitetskøkkenet med den smukke sorte granitbordplade, masser af skabsplads og en brændeovn, hvor I kan skrue ekstra op for hyggen om vinteren.
På hjemmets største badeværelse, som hænger sammen med soveværelset, er skabene bygget ind i væggen på en næsten usynlig måde, som skaber orden og rene linjer. Og sådan er der faktisk tænkt over alle detaljer i huset. Fra soveværelset leder en dør ud til terrassen, hvor du kan starte dagen med at springe i poolen - det er lige før, det kan erstatte morgenkaffen. Men også kun lige før.
Ud over soveværelset og de to værelser har du yderligere to værelser, så her er plads til såvel den store familie - som til hjemmearbejdsdage, der kræver, at du fordyber dig. Indenfor er juvelen den enorme stue, hvor de solide mursten og den indbyggede brændeovnsindsats udgør en solid og utrolig hyggelig ramme om hverdagen.
En både eksotisk og solid base med det bedste fra naturen og byen samlet i ét. Yderst børnevenligt kvarter, hvor Skåde Skole nås via stisystem på 5 minutter. Skoven ligger få skridt væk, mens stranden ligeledes nås på 5 minutter.