Hinnedrupvej 3

Hinnedrup, 8340 Malling

    Solgt

    Luksuslandidyl og knivskarp arkitektur

    Åbenhed ude som inde
    Du kan se dit hus på lang afstand, da det ikke er skærmet af store træer eller hække, men står lige der - i knivskarp kontrast til naturens organiske former og farver. Allerede som du nærmer dig, kan du mærke den frihedsfølelse, der hersker omkring dette hjem. Når du har parkeret bilen i den tredobbelte garage, kan du stige ud og gå tørskoet ind i huset, eller du kan gå en tur ud i haven og trække vejret dybt ned i lungerne og mærke, hvordan den friske luft bruser gennem kroppen. Haven bugter sig let og går nærmest i et med de omkringliggende marker, og hønsenes kaglen fra hønsehuset i bunden af haven giver lidt ekstra landidyl til stedet. Og frisklagte æg til morgenmad.

    Selv om hjemmet ligger så åbent, har du masser af privatliv, da der er langt mellem husene, og de fleste andre boliger er gårde, hvor hække og læhegn for længst er groet tæt omkring. Gamle og nye frugttræer kaster skygger i haven, og her er både drivhus, en lille køkkenhave og jordbede langs haveskellet. På sommerdage kan du sætte sejl op over den flot indrammede terrasse og sammen med familien nyde de lune aftener, mens roen langsomt sænker sig over markerne, og nattens dyreliv begynder at pusle ude i mørket. Og her er himlen så sort, at I kan se stjernerne ekstra tydeligt på en klar aftenhimmel.

    Højt til loftet
    Åbenhed og højt til loftet kendetegner den næsten 300 etagemeter store bolig med tilhørende 135 kvadratmeter længe, der byder på garage, depot, redskabsrum og et misundelsesværdigt stort værksted i direkte forbindelse med huset. Men intet er mere imponerende end alrummet her, der udgør halvdelen af stueetagens areal. Kæmpestore vinduespartier går fra gulv til loft i begge sider, og i gavlen åbner et fantastisk smukt vinduesparti sig syv meter op til kip. Det giver næsten et sug i maven, når du træder ind i rummet. Det er, som om du står midt i de bølgende marker, der nærmest kommer helt ind i rummet.

    I stuedelen af alrummet markerer en tunnelpejs - bygget ind i en skorsten af Kolumba-tegl - skiftet fra spiseafdeling til stue. Når du sidder i sofaen, åbner ikke bare omgivelserne sig op i et 360 graders panoramavue, men også himlen løfter sig højt op, og solen går sin gang i haven dagen lang.

    Funktionelt og hjemligt
    Førstesalen er lavet med en værelsesafdeling og en indskudt etage ud over køkkenet, hvorfra du har åben forbindelse ned til stuen. Heroppe kunne du med fordel indrette et arbejdsrum, så du kan være med i familielivet, selv om du har lidt arbejde, der skal ordnes.

    I den modsatte ende af overetagen er der indrettet et master bedroom med åben forbindelse til et stort badeværelse med fritstående kar, hvorfra du har udsigt ud over markerne. Er dagens spændinger ikke forsvundet på køreturen hjem, skal du ikke sidde i blød her længe, før alt, hvad der hedder arbejde og pligter, er glemt.

    Alt i alt et hjem, der er perfekt til storfamilien, med rummelige værelser, praktiske indbyggede skabe og en helt særlig stemning, der griber dig, så snart du træder ind på matriklen. Det er funktionelt, moderne og stadig nok så hjemligt.

    En oplagt bolig til den pladskrævende familie, der ønsker ro og natur omkring sig samt mulighed for hjemmekontor eller erhverv. 300 etagemeter luksusbolig i landlige omgivelser 20 minutters kørsel fra Aarhus C.

    Relaterede ejendomme