Hjortevænget 6
8270 Højbjerg
Helt privat og fredfyldt oase i første række til skoven
Skøn have med direkte adgang til skoven
Fra Hjortevænget begynder nedstigningen til paradis ad den lange trappe, der med sine brede trin og lette fald gør det nemt at komme både op og ned. Du er samtidig omgivet af grønt til begge sider, og for hvert skridt, du tager, er det, som om omverdenen forsvinder. Når du står for foden af trappen, har du således kun din helt private oase foran dig: 886 kvadratmeter velholdt have med plæne, træer, buske, bede og ikke mindst sol fra formiddag til aften. Her har du et udvalg af hyggelige kroge, hvor du kan nyde solens stråler i løbet af dagen og året. Du kan f.eks. indlede foråret i orangeriet eller runde en lun sommerdag af i den sekskantede pavillon - i ly for duggen. Uanset hvor du sidder, er du omgivet af grønt samt af fred og ro ad libitum. Kun skovens lyde når ind i haven, der oprindeligt har været tennisbane for de lokale sommerhusejere.
Selv om grunden ligger lavt i forhold til vejen, er du stadig omgivet af lys og luft, bl.a. fordi du er højt placeret i forhold til skoven, som du har direkte adgang til via en låge fra din egen have. Herfra skråner terrænet fortsat nedad, og følger du stien, krydser Ørneredevej og fortsætter mod kysten, kan du stå med tæerne i vandkanten på blot fem minutter.
Lyse rum med indbygget charme
Selve huset går nærmest i ét med omgivelserne, fordi efeu og andre grønne slyngplanter omfavner store dele af facaden. Det er med til at sætte den afslappede stemning, som du hurtigt mærker på adressen, hvor inde og ude let flyder sammen, idet du fra soveværelset, køkkenet og opholdsstuen kan åbne dørene ud til haven.
Den 150 kvadratmeter store bolig er opført i flere etaper og niveauer. Grundens oprindelige bygning er nemlig løbende blevet udvidet og moderniseret. En af udvidelserne er den hævede opholdsstue fra 1998 med loft til kip, synlige bjælker og store vinduer mod det grønne. Derfra kan du træde ned i spisestuen, hvor brændeovnen kan bidrage med knitrende hygge og varme, når omgivelserne er klædt i frost og hvidt. Fra spisestuen skal du blot et par trin op igen for at komme til køkkenet og resten af husets værelser, toilettet, de to badeværelser og det praktiske bryggers.
Overalt skaber de mange vinduer og de lyse farver på både vægge og lofter en ren og lun atmosfære, mens kirsebærtrægulvene bidrager med varme og naturlige noter. I midten af både spisestue og soveværelse går loftet desuden op i en spids og blotter den solide bjælkekonstruktion. Det åbner rummene op og er blot et eksempel på de mange skønne detaljer, du finder i hjemmet her, som er stilfuldt indrettet med henblik på at skabe et hjem, hvor du nyder at være.
Den perfekte bolig til dig, der vil have en privat oase at komme hjem til. Et sted, hvor verden nærmest går i stå, og hvor freden og roen er omdrejningspunktet i en hverdag helt tæt på naturen. Alt andet kommer i anden række.