Elverdalsvej 19
8270 Højbjerg
Lys og velindrettet villa med skønne uderum
213 fleksible og funktionelle etagemeter i tre plan tæt på skole, idrætstilbud og indkøb.
Følelsen af at komme hjem er en af hverdagens største små glæder. Det gælder i særdeleshed i de lyse og velindrettede rammer her på Elverdalsvej 19 i hyggelige Højbjerg. De tre plan giver en høj grad af fleksibilitet til familielivet med plads til såvel samvær som selvstændighed, ligesom haven er anlagt til både leg og terrassehygge. En anden stor glæde i det daglige er nærheden til alt det, du og familien behøver – og kun 15 minutters cykeltur til Aarhus C.
HØJBJERG – I det eftertragtede Kragelundkvarter kan du gå og cykle til det meste: skole, daginstitutioner og Lysengs mange idrætstilbud. Fra villaen her skal du faktisk bare krydse vejen for at finde tennis- og padelbaner, når baghånden skal luftes, ligesom børnene hurtigt selv kan komme til og fra populære Kragelundskolen. Gode indkøbsmuligheder finder du ved Kridthøj Torv, der har et bredt udvalg af specialbutikker og supermarkeder.
Derudover er der skoven, som strækker sig ud mod kysten og de attraktive strande. Oplevelser i naturen er således også inden for rækkevidde, hvad enten du er til en løbetur ad skovens stier, familieudflugt i Dyrehaven eller en dukkert i bugtens vand.
Solrig have med skønne hyggekroge
Du kan også få frisk luft, sollys og udeliv hjemme på egen grund. Her er det indbydende udemiljø anlagt med hjælp fra havearkitekter, som har skabt en skøn have med hyggelige kroge og solrige terrasser. Fra den hævede træterrasse kan du følge med i børnenes leg på plænen, mens du nyder solens stråler, som har frit spil her det meste af dagen, fordi der er godt med luft omkring huset.
Ved den dobbelte carport med stort indbygget skur ligger en hyggelig gårdhave indrammet af eviggrønne kirsebærlaurbær og rododendron. Her kan du sidde helt ugeneret og i læ med et koldt glas hjemmelavet saft af rabarber eller bær fra buskene bagerst i haven, hvor du også finder et æble- og et pæretræ samt familiens bålplads.
Hjemligt, funktionelt og familiært
Når du har parkeret bilen eller cyklen i carporten, har du hurtig og praktisk adgang til hjemmet. Både hoveddøren og indgangen til underetagen er overdækket, og begge steder træder du ind i en rummelig entré. Indgangen i underetagen er især oplagt efter en våd tur i skoven, når flyverdragter og gummistøvler ikke skal afsætte spor gennem hele huset, men beskidt tøj i stedet kan komme direkte i maskinen.
I stueplanet føles entréen nærmest som en hall, fordi der er åbent til førstesalen, hvor et stort ovenlysvindue lader lyset strømme ned gennem boligen. De fritlagte rå bjælker er med til at skabe en varm og hjemlig stemning, som fortsætter inde i det store leverum, der optager resten af stueplanet.
Her er der et imponerende lysindfald fra alle verdenshjørner, og også her nyder du godt af åbenheden, der giver lange kig ud over de grønne omgivelser og til himmelrummet. I det funktionelle køkken har du masser af arbejdsplads på den tynde bordplade, ligesom du har mange skuffer og skabe til opbevaring. Den store stue er diskret inddelt i opholds- og spiseafdeling af den gennemgående brændeovn, der viser flammernes dans til begge sider. Fordi stueplanet ligger højt, og villaen er tilbagetrukket på grunden, er der ikke direkte indkig fra vejen.
Lyse værelser oppe, flere muligheder nede
De flotte asketræsgulve, der binder stueplanet sammen, videreføres på førstesalen, hvor to værelser og et badeværelse fordeler sig omkring en lys repos. Begge værelser har højt til loftet, indbyggede skabe, en bred kvist, der åbner rummene endnu mere op og folder udsigten ud, samt et gavlvindue, som giver lysindfald fra to sider.
Endnu et badeværelse har du i underetagen, hvor et Genvex-anlæg sikrer et godt indeklima. Ligesom på de øvrige plan er der også gulvvarme i hele underetagen, som desuden rummer et stort bryggers med masser af skabsplads – herunder skabsfryser og vinkøleskab. Badeværelset ligger i forbindelse med to sammenhængende rum, der har mange anvendelsesmuligheder. I det største af rummene sørger en hel skabsvæg for plads til hele garderoben, og selv på den luneste sommerdag er her dejligt svalt. Derfor har det fungeret som soveværelse, mens mindre børn har sovet i forværelset, inden de flyttede ovenpå.
Flyt direkte ind og nyd glæden ved at komme hjem her de næste mange år. Både boligen og beliggenheden er funktionel med fleksible rammer og alting tæt på.
Kontakt os
-
Jesper Holm
- Indehaver, Ejendomsmægler MDE
- 24914897
- jh@lokaltliebhaveri.dk