Egernvej 22
8270 Højbjerg
Arkitektonisk pejlemærke mellem bakker og bugt
Æstetisk gennemførte rammer, der forener udsigt, lys og smukke detaljer.
Du fornemmer hurtigt, når en bolig er tegnet som mere end en ramme om hverdagen. Når materialer, dagslys og bevægelsen gennem rummene hænger sammen, og arkitekturen ikke behøver hæve stemmen for at gøre indtryk. Egernvej 22 er sådan et hjem – stille, præcist og med en varme, der mærkes i både materialer og atmosfære. Udsigten strækker sig ud over de nære grønne omgivelser til bugtens vand og minder dig om, hvor tæt du er på naturen.
SKÅDE BAKKER – Det kuperede landskab sætter dagsordenen. Vejene følger bakkerne og bugter sig mellem gamle træer, naturhegn og haver, hvor arkitekturen stadig bærer spor af områdets oprindelse med sommerboliger og landsteder. I dag er udtrykket mere sammensat, fra ældre ejendomme til 60’er-villaer og markant nybyggeri, men følelsen af noget frit og grønt er bevaret.
Den fredelige villavejsidyl er indrammet af skoven og stranden, som du kan gå til på ingen tid, ligesom du kun har ca. 20 minutter i cykelsadlen til Midtbyen – og turen går gennem skoven og langs vandet. Børnene har også blot ca. 5 minutters cykeltur til Skåde Skole ad hyggelige villaveje og et trygt stisystem. Lokalt finder du desuden både gode indkøbsmuligheder og idrætstilbud.
Hjemmet, der folder sig ud undervejs
Fra vejen afslører huset kun lidt af det, der venter længere oppe på den skrånende grund, hvor fyrretræer og bølgende rødsvingel følger terrænet og giver haven et let, landskabeligt udtryk. Den rummelige indkørsel er en kvalitet på de smalle veje i området og leder frem til garagen med sedumtag. Øverst danner en overdækket niche med indbygget bænk en rolig overgang mellem ude og inde, før du træder ind gennem den massive hoveddør i egetræ.
Villaen er tegnet af Allan Lorenzen og opført for blot to et halvt år siden, og det mærkes, at beslutningerne er truffet ud fra én samlet idé. Intet stjæler opmærksomheden, men alt har sin plads, og materialerne er nøje afstemt. Udenfor møder de brunrøde tegl den varme douglasbeklædning under udhænget, mens huset indenfor står i en palet af egetræ, hvide flader og teglgulve, der tilfører en særlig stoflig tyngde. Indefra åbner huset sig mod haven og udsigten med store glaspartier. Herfra glider blikket over trækroner, hustage og videre mod Aarhus Bugt.
En ro skabt af træ, lys og skjulte funktioner
De rene linjer og det gennemgående snedkerinventar skaber en særlig ro i rummene. Skabsvæggene i egetræ går ubrudt fra gulv til loft, fortsætter hen over døråbninger og bliver næsten til arkitektoniske elementer i sig selv. De skjuler opbevaring, teknik og funktioner, så rummene står enkle og uforstyrrede.
Planløsningen har en klar opdeling mellem de private rum og husets fælles opholdsområder. Underetagen rummer tre værelser, to badeværelser og et bryggers udført med samme materialebevidsthed som resten af boligen. Her er intet sekundært, heller ikke de praktiske rum. Mastersuiten ligger diskret for sig selv, let sænket i niveau. De få trin ned giver ekstra loftshøjde og åbner samtidig for et smukt kig gennem et stort kvadratisk vindue. Soveværelset vender mod en helt privat atriumgård, som du også fra badeværelset har direkte udgang til.
Trappen med brede planker i douglasgran og et gørtlerfremstillet gelænder i douglasgran og messing fører op til førstesalen, hvor lyset fra ovenlysvinduerne falder ned over alle flader. Heroppe får boligen en anden åbenhed. Højden, vinduespartierne og kigget ud over landskabet giver opholdsrummene en næsten svævende lethed. Bag hustagene glimter bugten, og på klare dage kan du se helt til Helgenæs.
Plads til samvær og fordybelse
Køkkenet ligger i halvåben forbindelse med spiseområdet og fungerer som et egentligt arbejdsrum med lange flader, Miele-ovne, Quooker, integreret opbevaring og varme metalbordplader. Det er praktisk uden at blive dominerende, så madlavningen kan fylde i hverdagen, uden at køkkenet tager udsigten eller roen fra rummet. I alrummet har du plads til både langt spisebord og opholdsområde, der fortsætter ud på den store altan i husets fulde bredde.
Et ekstra værelse giver mulighed for hjemmekontor, atelier eller kreativt rum, mens en mindre opholdsstue med adgang til endnu en terrasse skaber et mere tilbagetrukket sted på etagen. Her kan solen følges gennem dagen, og himlen kommer helt tæt på. Det er denne vekslen mellem det åbne og det beskyttede, der giver villaen dens særlige karakter. Den lukker sig, når der er brug for ro. Den åbner sig, når lyset, udsigten og landskabet skal ind. Og overalt mærkes den samme arkitektoniske disciplin, hvor intet virker påsat, og hvor løsningerne er valgt, fordi de hører til netop her.
En bolig for den kvalitetsbevidste køber, der søger et hjem, hvor arkitektur, materialer og landskab er tænkt som én sammenhængende æstetisk helhed, og hvor roen er indbygget.
Kontakt os
-
Christian Schjøth
- Partner, Ejendomsmægler MDE
- 52194898
- cs@lokaltliebhaveri.dk