Bolskovvej 9

Vitved, 8660 Skanderborg

    Nyhed

    Fredfyldt levested ved Stilling-Solbjerg Sø

    4,3 hektar naturgrund med egen badebro og total idyl 20 minutter fra Aarhus.

    At bo midt i naturen betyder, at du altid har noget at se på og aktiviteter at vælge imellem. Det mærker du hurtigt her på Bolskovvej 9. For enden af en stille grusvej stikker en tange ud i søen. Her ligger dette private og idylliske helle med badebro, bådrampe og betagende kig ud over sø og land. Det gamle husmandssted er løbende renoveret og optimeret til en lys, rummelig og energieffektiv bolig med mange muligheder. I en verden for sig – og stadig tæt på byliv.

    STILLING-SOLBJERG SØ – Den lange, smalle sø snor sig gennem det bakkede østjyske morænelandskab. Et smukt og levende sceneri, du kan nyde på mange måder. Fra Stilling i vest til Solbjerg i øst er sejlturen ca. otte kilometer, og fordi søen er fredet, er paddel, pagaj, sejl eller åre dit drivmiddel. Det betyder også, at freden er garanteret – og kvaliteten af badevandet her ved Stilling Strand er tildelt det Blå Flag. Tager du fiskestangen med til søs, kan du være heldig at fange bl.a. gedder, aborrer, sandarter og måske en ål.

    En weekendmorgen kan du i din kajak glide gennem det blikstille vand til Stilling efter rundstykker. En isvinter, hvor søen fryser til, kan du måske stå på skøjter dertil. I Solbjerg og i Stilling ligger desuden de nærmeste skoler samt institutioner og indkøbsmuligheder. Du kan cykle derind gennem det smukke landskab på ca. 10-15 minutter. Fire kilometer længere har du til Skanderborg med endnu mere by- og kulturliv. Og i løbet af fem minutter kan du køre på motorvejen mod arbejde eller fornøjelser i Aarhus, Vejle eller hvor end turen går hen.

    Med søen som nærmeste nabo
    Hjemturen får dine skuldre til at sænke sig, og følelsen af at være hjemme begynder allerede at indfinde sig, når du kører ad Søvejen, der følger det kuperede landskab langs søen. Når du drejer ind på Bolskovvej, knaser gruset under dækkene, og på den private fællesvej passerer du bl.a. Klosterbryggeriet, der sikrer, at du har godt, lokalt øl lige i nærheden.

    For enden af en stikvej udfolder dit private paradis sig, når du runder et hjørne. Den 4,3 hektar store skrånende grund strækker sig langs søen og ender på en grøn tange, der går ud i søen. Du har således direkte adgang til vandet flere steder – fra badebroen, via bådrampen, hvor du nemt kan søsætte kajakken eller jollen, eller fra den hyggelige og helt private sandstrand bagerst i den stemningsfulde have. Her er både højbede, frugttræer, bærbuske, plæne til leg og boldspil samt terrasser og hyggekroge – med fuglesang fra de mere end 15 hjemmehørende arter som hverdagens lydtapet.

    Derudover har du en stor eng, der i økologisk braktilstand kan sikre dig hektarstøtte fra EU, men du kan naturligvis også bruge jorden til økologisk dyrehold – med heste, kvier eller får på folde med søudsigt. Du kan evt. indrette stald i det store maskinhus, og garage, som i øvrigt rummer flere års forbrug af brænde – fældet på egen grund, når der er blevet tyndet lidt ud i de mange træer.

    Fra lille husmandssted til storslået levested
    Gårdspladsen i boligens vinkel skaber en idyllisk velkomst med roser langs de hvide mure. Her kan du også nyde morgenkaffen i dagens første solstråler. I sensommeren kan du række ud og plukke en figen til din morgenmad. Husmandsstedet er opført i 1875, renoveret i 1970’erne og totalrenoveret i 2007 og 2013. En gammel aftægtsbolig med bindingsværk, som lå ude på engen, blev omhyggeligt skilt ad under krigen og flyttet og genopbygget stykke for stykke. Både den og resten af boligen er løbende vedligeholdt og energioptimeret – herunder med nyt tegltag, som på sydsiden har fået monteret solceller. Sammen med jordvarmeanlægget, hvis slanger løber ud i søen, udnyttes naturens ressourcer optimalt og på nænsom vis.

    Indenfor har du hele 349 kvadratmeter bolig fordelt på 13 rum, hvoraf næsten alle værelser og stuer har udsigt til søen og det grønne landskab. Rummene har mange anvendelsesmuligheder, og du kan indrette dig helt efter dine ønsker og behov – eksempelvis med hjemmekontor, klinik eller studie på egen matrikel. Det kan også være, du vil forene to generationer under ét tag.

    Det store køkken-alrum med munkesten på gulvet og loft til kip med ovenlys er et naturligt samlingspunkt til dagens måltider, når I ikke nyder maden ude på den store fliseterrasse mod søen. I ”Søstuen”, der ligger i den niveauforskudte bindingsværkstilbygning, er udsynet endnu bedre. Også herfra kan I træde ud på en terrasse helt tæt på vandet og fra første parket holde øje med de gæs, ænder, hejrer og lappedykkere, der holder til her – også havørne er set dykke dybt efter et bytte. Mere idyllisk er det, når svanemor elegant glider gennem vandet med sine unger på slæb.

    Lille Amerika
    ”Vi boede til leje i et hus ved søen, mig og nogle venner fra byen af. En dag så vi på et kort, at vores drømmeslot hed Amerika.” Sådan synger Steffen Brandt på titelnummeret til TV-2’s album ”Amerika”, der udkom i 2001. Det drømmeslot var Bolskovvej 9, som Steffen Brandt brugte som kreativt refugium, og hvor han blev inspireret af stedets historie. Adressen er af flere i området nemlig kendt som Lille Amerika. Den historie hører du helt sikkert en dag.

    Et helt særligt hjem til dig, der ikke kan komme tæt nok på naturen. Både grund og bolig rummer mange muligheder. Foren familieliv, arbejdsliv og evt. dyreliv i de fredfyldte rammer ved søen.

    Kontakt os

    Kontakt os

    Bestil fremvisning

    Bestil salgsmateriale

    Relaterede ejendomme