Dalgas Avenue 48

8000 Aarhus C

    Nyhed

    Storslået palævilla mellem by, skov og vand

    Form drømmehjemmet i de herskabelige og historiske rammer.

    Nogle hjem er bygget til at imponere. Det er palævillaen fra 1915 her på Dalgas Avenue 48 et klassisk eksempel på. Gennem årene er der værnet om den oprindelige arkitektur og det statelige udtryk, mens ejendommen har skiftet funktion og fået to tilbygninger. Efter at have fungeret som erhvervsejendom igennem en årrække kan de 646 etagemeter nu igen komme til at imponere som drømmehjem for en eller flere familier. Her kommer du til at bo i gåafstand til både vandet, skoven og Midtbyens muligheder.

    AARHUS C – Dalgas Avenue er én af blot to avenuer i Danmark, og endnu mere eksklusivt bliver det på strækningen syd for Marselis Boulevard. Her er de to vejbaner adskilt af en bred grøn midte, som giver stedet en helt særlig charme og atmosfære. For enden af avenuen finder du Tangkrogen med strand, vand og lystbådehavn, ligesom du kan bevæge dig ind i skoven og eksempelvis sætte kurs mod Tivoli Friheden, Mindeparken eller stadion. Du kan også blot snøre løbeskoene eller spænde cykelhjelmen og få pulsen op i det sunde felt på skovens stier.

    Mod nord møder Dalgas Avenue Ingerslevs Boulevard, og dermed har du heller ikke langt til de inspirerende torvedage og Frederiksbjergs udvalg af specialforretninger, spisesteder og kaffebarer. Det gælder også institutioner, skoler, gymnasium, idrætstilbud og alt, hvad familien ellers behøver i det daglige.

    Klassisk udtryk i nutidig stand
    Cirka midt på den sydlige del af avenuen – med tilpas afstand til Marselis Boulevard – troner den elegante palæejendom med hvidpudset facade, rundbuekarnap, dannebrogsvinduer og et smukt sortglaseret tegltag. Ejendommen blev opført i 1915 og fik navnet Villa Strandvang, som understreger nærheden til stranden og bugten. Det klassiske udtryk er bevaret og løftet med en mørk sokkel og et vindfang med kobbertag og spir, som sørger for en flot velkomst.

    Vindfanget blev tilføjet i 1990’erne, hvor ejendommen blev ombygget til erhvervsdomicil. Der blev samtidig lavet en større tilbygning på sydsiden, som ud over ekstra rummelighed også har tilføjet en stor, solrig tagterrasse. Du kan naturligvis etablere flere terrasser på den 1.300 kvadratmeter store grund, der i dag primært udgøres af flisebelagt parkeringsplads. Grunden er således nærmest et blankt kanvas for en kreativ havearkitekt, som kan hjælpe med at få anlagt en skøn have med perfekt solorientering og skabe hyggelige uderum omkring villaen.

    Flotte detaljer og mange muligheder
    Indenfor har du lige så frie hænder til at forme et hjem efter dit og familiens hjerte, drømme og behov. Den 646 etagemeter store villa kan – ud over at være enfamilieshus – rumme to lejligheder, hvor du kan forene bolig og erhverv i de samme stilfulde rammer. Den opdaterede klimaskærm betyder, at du har et sundt og godt udgangspunkt kombineret med flotte og herskabelige detaljer som den dekorative stuk i flere af de højloftede stuer, den gamle kakkelovn, de gennemgående messingdetaljer, de sirligt snedkererede paneler og balustrene på den smukke trappe, der binder etagerne sammen.

    Også på førstesalen er der højt til loftet og plads til flere gode værelser. Et af værelserne kan have udgang til den buede balkon oven på karnappen, mens andre kan have udgang til tagterrassen på villaens bagside. Både fra første sal og den udnyttede tagetage nyder du godt af lange kig ud over bugten. Loft til kip, nyere kviste og endnu en tagterrasse åbner tagetagen op og giver plads til endnu et godt og lyst værelse under de fritlagte hanebånd.

    Underetagens 195 kvadratmeter byder på adskillige anvendelsesmuligheder – herunder vinkælder med plads til en anseelig samling i de murede vinreolers mange hvælvede rum. Men også hernede kan du indrette dig, som du ønsker.

    Genskab villaens indre storhed som et moderne hjem i særklasse på en attraktiv beliggenhed. Udgangspunktet er solidt, sundt og stateligt, og du kan derfor fokusere på at sætte dit eget præg på rammerne.

    Kontakt os

    Kontakt os

    Bestil fremvisning

    Bestil salgsmateriale

    Relaterede ejendomme