Katterhøjvej 8
8270 Højbjerg
Stor og velindrettet familievilla med alt i ét plan
Indflytningsklare kvalitetsrammer med solrig have tæt på skov og skole.
Familielivet trives i rammer, der er indrettet til hverdagens aktivitet, samvær og hygge samt individuel ro. Sådanne gennemtænkte rammer finder du og familien her på toppen af Skåde Bakker med hele 258 kvadratmeter i ét plan omgivet af en skøn opvokset have med en stor, solrig terrasse. Den arkitekttegnede villa er opført i 1984 og totalrenoveret i 2009 med snedkerlavet inventar og øje for detaljer og funktionalitet. De store leverum imponerer med ekstra loftshøjde, som skaber en fantastisk rummelighed og et flot lysindfald. Huset ligger dejlig tæt på vand og skov, og I bor samtidig tæt på både børnehave, skole og indkøb.
SKÅDE – Det bakkede landskab med hyggelige villaveje flankeret af skov og grønne arealer giver området dets helt særlige karakter. Nærheden til naturen betyder, at du og familien hurtigt kan drage på skovtur eller tage til stranden på en lun sommerdag.
Børnene har heller ikke langt til børnehave eller Skåde Skole. Trygge stier leder dem til skolen og hjem igen sammen med deres kammerater fra kvarteret, der rummer mange børnefamilier. Du nyder også godt af de nærliggende indkøbsmuligheder, ligesom her faktisk kun er 10 minutters kørsel til Midtbyen, selv om Katterhøjvej kan virke som et hyggeligt univers helt for sig selv. Det er desuden en vej, hvor man kommer hinanden ved med vejfester for såvel hele vejen som det vænge, nummer 8 ligger på.
258 lyse kvadratmeter i ét plan
Flere af villaerne på vejen blev opført i forbindelse med en byggeudstilling med arkitekttegnede huse i 1984. Det gælder også nummer 8, der dog har ændret udseende og form siden – bl.a. med et par veludførte tilbygninger, der bringer det samlede boligareal op på hele 258 kvadratmeter. Alt sammen i ét velindrettet plan med gode muligheder for at tilpasse rammerne til familiens behov. I 2009 blev hele huset totalrenoveret og indrettet på ny, som det fremstår i dag. Også udearealerne er velindrettede til familieliv med forskellige aktiviteter. Den flotte belægning med elegante granitplanker fra indkørslen og op langs huset giver et godt underlag til børnenes fangeleg, løbehjul og boldspil på egen grund.
Fordi Katterhøj rejser sig ca. 95 meter i landskabet, bor du tættere på himlen og solens stråler. Det mærker du i sandhed her, hvor solen skinner, fra den stiger op, til den går ned. Ikke mindst i den sydvendte og solrige baghave med plæne og grønt til hele året samt skønne terrasser. På den store terrasse i cumarutræ kan to store pergolaer skabe overdækning og læ med et tryk på en knap, mens du på en anden knap tænder varmelamperne, som sikrer, at udehyggen kan fortsætte i det uendelige. Med skydedørene trukket til side smelter inde og ude sammen og giver hjemmet en ekstra dimension, ligesom her nemt kan rejses et partytelt, når der er noget særligt at fejre i familien.
Gennemført funktionelt
Det imponerende, højloftede leverum med køkken-alrum og stue er centralt placeret som hjemmets hjerte, der samtidig indkapsler boligens stil og stemning: Det skrå træloft, der hæver sig 3,7 meter på det højeste sted. Det helt fantastiske lysindfald fra flere sider. De flotte egetræsgulve fra Timbermann med gulvvarme. Og det snedkerlavede køkken fra Trend Snedkeri, hvor mange af fronterne er nylakerede. Inventaret på badeværelser, walk-in og det rummelige og praktiske bryggers er ligeledes fra Trend Snedkeri. Derudover er der speciallavede skabe fra Inventarsnedkeriet. Der er således valgt gennemgående kvalitetsløsninger i hjemmet – også i forhold til de nyere hvidevarer med navne som Liebherr, AEG og Siemens.
Med skydedøre kan du inddele leverummet i mindre zoner til forskellige aktiviteter, og trælofterne sikrer en god akustik. På den ene side af leverummet er der entré og et værelse, hvor du også kan indrette et skønt hjemmekontor, mens der på den anden side er to børneværelser, som deles om et badeværelse med dobbeltbruser og badekar samt et fælles walk-in, der også kan indrettes til kontor. Yderligere et værelse og forældreafdelingen med walk-in i åben forbindelse med et badeværelse ligger for sig selv, og indretningen er således både funktionel og familievenlig. De mange skabe betyder, at I har god opbevaringsplads, ligesom der i forbindelse med carporten er to depotrum – bl.a. til de få haveredskaber, du behøver her. Når robotten har slået græsset, er der ikke meget vedligehold tilbage, og det handler derfor bare om at nyde tilværelsen her på toppen af skønne Skåde.
Fantastisk familievilla med 258 indflytningsklare kvadratmeter i ét funktionelt indrettet plan med kvalitetsløsninger og flotte detaljer. Uderummene og den store, solrige terrasse udvider leverummet med endnu flere kvadratmeter og muligheder.
Kontakt os
-
Christian Schjøth
- Partner, Ejendomsmægler MDE
- 52194898
- cs@lokaltliebhaveri.dk