Molsvej 122

Femmøller, 8400 Ebeltoft

    Nyhed

    Gennemført restaureret møllegård midt i Mols Bjerge

    Kompromisløst håndværk for et tocifret millionbeløb, idylliske omgivelser og mange muligheder.

    I krig og kærlighed gælder alle kneb. Den smukke og historiske møllegård her på Molsvej 122 er resultatet af en kærlighed til stedet så stor, at alle kneb og et tocifret millionbeløb er sat ind på at restaurere, bevare og genskabe den gamle Kjerris Mølle. Den kærlighedshistorie kan du nu skrive videre på i de smukke rammer med Mols Bjerges fredede natur lige uden for døren. Her er mulighed for at skabe et helt særligt sted til fordybelse, fornøjelse og forankring. Under en times kørsel til Aarhus C og ca. et kvarter til Ebeltoft.

    FEMMØLLER – Landsbyen har fået sit navn efter de fem vandmøller, som engang lå på stribe langs mølleåen. I dag er der kun fire tilbage, og Kjerris Mølle er en af dem. Den gamle møllegård grænser op til Nationalpark Mols Bjerge, og fra din vidunderligt kuperede grund kan du træde direkte ind på Den Italienske Sti og drage på eventyr i det bakkede landskab, hvor hver tur byder på nye oplevelser.

    Med ca. 1,5 km til Femmøller Strand har du ikke langt til en dukkert og den nærmeste iskiosk. Her finder du også Molskroen, hvis du vil have gourmet på gaflen – eller du kan fortsætte langs kysten til hyggelige Ebeltoft, hvor både butikslivet og kulturlivet trives.

    Træd ind i historien
    Der er løbet meget vand gennem åen siden midten af 1600-tallet, som møllens historie kan spores tilbage til. Selv om mølleværket ikke længere fungerer, strømmer vandet stadig gennem grunden og tilmed under huset, så du har glæde af den idylliske rislen, der blandes med fuglekvidder og naturens øvrige lyde.

    Når du forlader Molsvej og kører ind på den pigstensbelagte gårdsplads, er det som at have taget en tidsrejse. Bindingsværk, stråtag og sprossevinduer sætter scenen, og stuehuset har hovedrollen. I 1822 blev det ”opbygget med flid og arbejde af Erich Jensen og Maren Jensdatter, ejere af Kjerris Mølle”, som en inskription på en bjælke fortæller. Den samme store flid og omfattende arbejde er der lagt i den gennemførte restaurering og renovering, som hovedhuset netop har gennemgået.

    Med en kompromisløs tilgang og eksperthjælp fra arkitekterne fra Tegnestuen Landhus og snedkermester Jacob Bach – begge med speciale i gamle huse, historisk håndværk og byggeteknik – er stuehuset ført tilbage til sit oprindelige udtryk. Der er tilført moderne komfort som gulvvarme, nye installationer og hvidevarer – selv om den gamle gruekedel også stadig står. Det, som håndværkerne ikke kunne bevare og renovere, er i stedet genskabt på snedkerværkstedet til stedet her. Det gælder omkring 50 procent af tømmeret – herunder bindingsværk, paneler, gerigter, lister, lofter og gulve samt vinduer og yderdøre, mens nogle af de indvendige døre er revitaliserede genbrugsdøre. Arbejdet førte i 2024 til Syddjurs Renoveringspris.

    Harmoni og muligheder
    Den idylliske og landlige atmosfære fra gårdspladsen følger med ind gennem den snedkerlavede hoveddør. Fra det lyse stengulv i entréen kan du træde ind på de flotte fyrretræsplanker i det centrale køkken-alrum med snedkerkøkken, pejs og et bredt, fritstående Witt-komfur. Her kan du bage æblekage af æblerne fra de træer, der står på bakken, og lade duften brede sig i hele huset og ud på terrassen, når dobbeltdøren står åben.

    På begge sider af leverummet har du værelsesafdelinger med egne badeværelser. Etagen rummer også gæstetoilet, bryggers og depotrum. På førstesalen er der klargjort til, at du fx kan indrette to store værelser med gavlvinduer til de naturskønne omgivelser.

    De øvrige tre længer rummer også både historier og nye muligheder. I den ene udbygning er der et snedkerværksted, hvor skovrideren for Mols Bjerge, som havde bopæl her, efter sigende malede skilte til Nationalparken. I denne længe finder du også et grovkøkken og teknikrum, mens der er plads til dyrehold i de andre – fx islænderheste, der vil trives lige så godt her, som du selv vil. Det kan også være, du vil have keramikværksted, yogasal, restaurant eller noget helt fjerde. Mulighederne er lige så mangfoldige som dine drømme.

    Et hjem i en kaliber helt for sig. Ikke kun på grund af den kompromisløse renovering, men også den fantastiske beliggenhed i noget af Danmarks mest imponerende natur. Flyt ind, og lad idyllen omfavne dig.

    Kontakt os

    Kontakt os

    Bestil fremvisning

    Bestil salgsmateriale

    Relaterede ejendomme