L.P. Bechs Vej 33
8240 Risskov
Udsigtsvilla med egen sti til stranden i Risskov
Tilbagetrukket og privat med en imponerende udsigt til vand og by.
Nærhed til havet giver lys, luft og muligheder. Det får du hurtigt bekræftet her på fredelige L.P. Bechs Vej 33 i Risskov. Placeringen i anden række gør, at du er lidt tilbagetrukket, mens du fortsat nyder godt af udsynet og en privat sti direkte til bølgen blå. Den 157 kvadratmeter store villa er omgivet af en flot og enkel have med solrige og hyggelige terrasser. På soldækket og i stuen på første sal får du fuldt udbytte af beliggenheden.
RISSKOV – Området på vandsiden af Nordre Strandvej i Risskov har alle dage været attraktivt for byens livsnydere. Oprindeligt blev der opført sommerboliger herude – på det, der blev kaldt Fedet, og som dengang lå et stykke uden for byen. Siden har bygrænsen flyttet sig tættere på, og de mange villaveje, som ender i strandkanten, er i dag fyldt med hjem og familier i alle aldre.
Fra stranden kan du se den imponerende skyline på Aarhus Ø, der ligesom Midtbyen kun er en kort køretur væk hjemmefra. Tager du turen på cykel – langs vandet og gennem Riis Skov – kan du ofte være hurtigere fremme end med bil. Du behøver dog ikke køre til byen for at handle, idet Nordre Strandvej byder på både supermarkeder og specialbutikker – herunder flere bagerier og delikatesseforretninger, som kan forsøde tilværelsen endnu mere. Du kan også gå langs vandet til hyggelige Egå Marina for en kop kaffe eller en is alt efter årstiden.
Privat grøn oase med egen strandsti
Allerede når du drejer ned ad L.P. Bechs Vej, mærker du følelsen af at være hjemme – en stemning, som fortættes på den smalle vej, der strækker sig ned mod vandet. Næsten helt nede for enden ligger nr. 33 – afskærmet mod vejen af en opvokset hæk. Indkørslen har plads til to biler, hvoraf den ene kan holde i carporten, som giver direkte og overdækket adgang til hjemmet.
Villaens placering på grunden betyder, at du har både en for- og en baghave, som vender mod henholdsvis vest og øst. Du kan derfor næsten altid finde en plads i sol og læ i havens grønne univers, hvor du samtidig er ganske ugeneret. Formklippet taks, rododendron, æbletræ, pæretræ og en stor vin er noget af det, som giver haven kulør – og frugt af egen avl.
I haven og huset har du desuden den bonus, at du kan høre, når bølger slår ind over stranden kort herfra. En privat sti leder direkte derned, og når lysten til en dukkert melder sig, kan du på meget få minutter få et forfriskende dyp. Lige så hurtigt kan du finde hjem igen og skylle strandsand og saltvand af under udebruserens varme vand. Bruseren er frostsikret, så du også kan bruge den på vinterdage, og fordi der er noget magisk over at tage bad under åben himmel, bliver udebruseren måske din foretrukne.
Soldæk med havudsigt
Villaen er opført i 1947 og løbende renoveret og tilpasset – senest i 00’erne med det stilfulde Svane-køkken udstyret med en tynd stålbordplade samt hvidevarer fra Asko, Atag og Miele – herunder en indbygget kaffemaskine. En af de høje skabslåger gemmer på bryggerset med kombineret Miele vaskemaskine og tørretumbler samt BWT-anlægget, der sikrer blødt vand uden store kalkgener. I køkkenet såvel som på de to badeværelser er der VOLA-armaturer.
Det flotte trægulv af massiv doussie fra Hørning Parket breder sig over det meste af stueplanet, som består af spisestue med udgang til den vestvendte terrasse, kontor med vinkøleskab, entré med snedkerlavet inventar, som går igen på begge badeværelser, samt et soveværelse. Sover du med vinduet åbent, kan lyden af havet vugge dig i søvn.
En trappe leder op til førstesalen, hvor mange store vinduer åbner for både lysindfald og udsigt. Det er et syn, du aldrig bliver træt af, og som kan variere fra time til time alt efter vind, vejr og skydække. Ud over vandet, hvis krusninger får det til at glitre i såvel sollys som måneskin, med Mols Bjerge i horisonten og helt hen til Marselisborg og Aarhus Ø, hvor den imponerende skyline rejser sig. Fra opholdsstuen kan du træde ud på det store soldæk i teaktræ og komme endnu tættere på udsigten. For enden har du det ultimative udsigtspunkt, hvor du desuden kan rulle markisen ud og tænde for varmelamperne.
Flyt ind i anden række til vandet, og nyd det flotte lys, den friske luft og udsigten, som giver værdi hver eneste dag. Du har ikke langt til byen eller de lokale indkøbsmuligheder. Og kortest har du til stranden via din egen private sti.
Kontakt os
-
Christian Schjøth
- Partner, Ejendomsmægler MDE
- 52194898
- cs@lokaltliebhaveri.dk