Lars Kruses Gade 10, 4.
8000 Aarhus C
Penthouse med tagterrasse på toppen af byen
Sjældent udbudt lejlighed i hjertet af charmerende Frederiksbjerg
Når du bor med byens mange muligheder og lokkende liv lige om hjørnet, er ude absolut godt – men hjemme er som bekendt bedst. Især når dit hjem ligger på fjerde og femte etage af Lars Kruses Gade 10. Her bor du både centralt og fredeligt på 172 gennemrenoverede og velindrettede kvadratmeter fordelt på to plan med en stor og solrig tagterrasse øverst oppe. Alt er så godt som nyt, og stilen er fuldstændig gennemført.
AARHUS C – I gåafstand fra Aarhus' gamle midtby ligger det tidligere arbejderkvarter Frederiksbjerg, der oprindeligt skød op for at kunne huse den voksende storbys mange tilflyttere, da industrien for alvor boomede i slutningen af 1800-tallet. I dag er kvarteret vokset sammen med midtbyen og udgør en eftertragtet adresse tæt på alt, hvad Aarhus har at byde på.
Samtidig er Frederiksbjerg som en lille by i byen og nærmest selvforsynende med spændende indkøbsmuligheder, lækre spisesteder og ikke mindst hyggelig stemning. Eksempelvis kan du gå på opdagelse blandt lokale specialiteter og friske råvarer på markedet på Ingerslevs Boulevard. Tag indkøbene med hjem til lejligheden på Lars Kruses Gade 10, hvor du er omgivet af fred og ro, selv om byens hjerte banker kort derfra.
Herlighed på alle plan
Freden og roen følger med dig op på fjerde sal. Her træder du ind i en fuldstændig istandsat penthouselejlighed, hvor stil, kvalitet og veludførte detaljer anno 2008 er med til at skabe et hjem ud over det sædvanlige. Det er næsten ikke til at se, at ejendommen er opført i 1910. I lejlighedens nederste plan går du på det oprindelige plankegulv, som er afhøvlet og fremstår så flot som nyt. Tværbrædder bryder de lange, lige løb og skaber en flot effekt i entréen, ligesom det diskret markerer overgangen fra det skønne alrum og ud til det åbne og rummelige køkken, hvor du som en lille bonus har et praktisk viktualierum tilknyttet ude på bagtrappen. Og til den hurtige kop kaffe i eftermiddagssolen er den lille altan perfekt.
Herlighedsværdien stiger, som du bevæger dig op på femte sal ad den flotte trappe i alrummet. På den øverste etage, hvor ejendommens gamle loft giver lejligheden en helt ny dimension, nyder du godt af loft til kip og fritlagte bjælker, mens du under fødderne har nye trægulve med ilagt varme. Heroppe har du nok hjemmets bedste rum; den skønne stue med stort glasparti og skydedøre ud til den store, vestvendte tagterrasse. Skyd dørene til side, allerede når der er forår i luften og lad inde og ude smelte sammen på toppen af byen. På terrassen har du sol fra formiddag til aften, godt med læ, og så sidder du ugenert med udsigt over det grønne gårdmiljø.
Gode værelser med udsigt til byen, havnen og Mols
Fra stuen skal du blot igennem en skydedør for at komme ind i soveværelset, hvor de fritlagte bjælker går igen. Her har du store kvistvinduer både mod gården og gaden. Når du ruller gardinerne op om morgenen, kan du mod øst se morgensolen spejle sig i Aarhusbugtens vand, mens byen så småt vågner under dig.
Til de to værelser på etagen nedenunder hører eget badeværelse med brusekabine, vaskemaskine og tørretumbler. Og på den måde er lejligheden praktisk indrettet i to afdelinger, hvis der f.eks. flytter børn med ind i de lækre rammer, hvor der ikke er sparet på noget – heller ikke udsigten. På klare dage kan du henover byens spir og tagrygge samt havnens kraner se helt til Mols' bølgende bjerge på den anden side af bugten.
En perle af en lejlighed. Alt står knivskarpt og så godt som nyt på begge etager. Du får en perfekt beliggenhed i forhold til alle byens tilbud, skole og natur. Frederiksbjerg skruer op for charmen samt freden og roen i de bynære omgivelser.
Kontakt os
-
Henrik Kliver
- Partner, Ejendomsmægler MDE
- 22330668
- hk@lokaltliebhaveri.dk