Vædebrovej 27
8660 Skanderborg
Idyllisk søgrund med fred, ro og egen strand
Skab et naturskønt fritidshelle ved Mossø lidt uden for Skanderborg.
Du husker måske følelsen fra dengang, du var barn. Bilen, der endelig parkerer foran sommerhuset, og friheden, som nærmest synes endeløs. Her på Vædebrovej 27 begynder hvert besøg med den samme magiske ankomst til jeres private helle. Som en hyggelig lysning omkranset af træer strækker grunden sig helt ned til Mossø, hvor du og familien hurtigt har strandsand mellem tæerne og søvand i håret. Fra Aarhus tager turen ca. 20 minutter, og du har kun 10 minutter til Skanderborg.
MOSSØ – Jyllands næststørste sø strækker sig hele 11 km gennem det smukke søhøjland med skov og bølgende marker. Det grønne sceneri spejler sig i søens rene vand, som du kan bade i, padle henover – i kajak eller på paddleboard – eller hive fisk op af. En stor del af det smukke naturområde er fredet under navnet Mossøfredningen. Det hører derfor også til sjældenhederne, at der udbydes søgrunde til salg her.
Fordi Mossø, der er en del af Gudenåsystemet, har status som stillesø, er det ikke tilladt at sejle hurtigere end 7 knob, og idyllen brydes derfor ikke af larmende bådmotorer. Tværtimod er her så stille, at naturens lyde sætter stemningen. Naturen er også omdrejningspunkt for såvel oplevelser og aktiviteter som total afslapning. Samtidig har du ikke langt til hyggelige Skanderborg, hvis du savner lidt byliv eller blot skal handle. På samme vis sikrer Østjyske Motorvej nem og hurtig adgang til og fra Aarhus, Vejle og Silkeborg.
Stor grund med endnu større potentiale
Både krop og sind indstiller sig til fritid, når du nærmer dig Vædebrovej. De små veje bugter og snor sig gennem landskabet, hvor du hele tiden kommer tættere og tættere på Mossø. Ved Vædebrovej 27 leder indkørslen ind mellem træerne på din 4.474 kvadratmeter store grund, der ligger som en stemningsfuld skovlysning med søens vand for enden. Her har du og familien nærmest jeres eget hjørne af verden til at danne minder for livet.
Helt nede ved jeres egen strand kan I dase i solen til lyden af søens blide bølgeskvulp og nyde udsigten over det billedskønne landskab, der også har et rigt fugle- og dyreliv. Svaner, fiskehejrer og isfugle samt råvildt og egern er ikke sjældne syn på grunden, hvilket understreger idyllen. Når mørket falder på, kan I tænde op i bålet og bage snobrød eller riste skumfiduser over gløderne, mens stjernerne glimter på himlen, og månen spejler sig i vandet.
På grunden ligger i dag et klassisk sommerhus på 48 kvadratmeter – opført i træ i 1980 – med to værelser, et badeværelse og et lyst køkken-alrum med brændeovn og udgang til en hyggelig overdækket terrasse. Her kan du i første omgang rykke ind og få en god fornemmelse af rammerne og mulighederne på grunden. Imens kan du skitsere, hvordan du bedst indfrier stedets enorme potentiale og former et fritidshelle i endnu større kontakt med de naturskønne omgivelser.
Realisér drømmen om en fritidsbolig med søudsigt og egen strand. Her er du kun ca. 20 minutters kørsel fra Aarhus – helt tæt på naturen og omgivet af fred og ro. De perfekte rammer for kvalitetstid med familien.
Kontakt os
-
Henrik Kliver
- Partner, Ejendomsmægler MDE
- 22330668
- hk@lokaltliebhaveri.dk