Hørhavevej 60

8270 Højbjerg

    Nyhed

    Historisk arkitektur på stor grund i Skåde

    Charme, sjæl og muligheder i idylliske omgivelser nær skov og vand.

    Der er noget betagende over boliger, der skiller sig ud fra mængden. Som denne skønne villa på Hørhavevej 60 i Skåde, hvis historiske ånd og karakter du kan genoplive og føre ind i nutiden. De originale arkitektoniske detaljer og forførende idylliske rammer på den store, solrige grund giver dig et sjældent kort på hånden. Hvordan du spiller det, er op til dig. Under alle omstændigheder får du et hjem omgivet af fred og ro tæt på naturen, Højbjergs mange tilbud og byens liv.

    SKÅDE – Den største af Marselisborgskovene er Skåde Skov, der breder sig hele vejen fra Hørhaven og ud til stranden. Naturen giver dig et væld af muligheder for fysisk aktivitet, hvor du selv sætter tempoet og intensiteten. Det samme gælder, når du cykler ind til byen – ad den smukke rute gennem skoven og langs med vandet. Turen tager 15-20 minutter, og endnu kortere har du til de lokale tilbud i form af butikker, sport og skoler.

    Engang var Skåde langt ude på landet, og store dele af jorden blev dyrket af bønder. I begyndelsen af 1900-tallet fik byens velhavere øjnene op for de naturskønne omgivelser uden for Aarhus og opførte sommervillaer på store grunde i bakkerne med udsigt over vandet. Du finder stadig nogle af disse oprindelige byggerier i de eftertragtede villakvarterer, som nu præger området. Et af dem er fabrikant L. Christensens sommerhus her på Hørhavevej 60.

    Bygget og bevaret med kærlighed
    Huset ligger på en lukket stikvej uden gennemkørende trafik – her kommer kun stikvejens øvrige beboere og andre med et ærinde. Den stråtækte rødstensvilla blev opført i 1921 og ligger i dag højt og tilbagetrukket på den 2.630 kvadratmeter store, skrånende grund, der rummer en stemningsfuld have med opvoksede buske, kuperet plæne, gangstier og en hyggelig, sydvendt terrasse.

    Siden opførelsen er rammerne tilpasset ad flere omgange, hvilket fremgår af de velbevarede originale arkitekttegninger. Den karakteristiske havelåge med stråtækt kuppeltag og et W i træværket blev eksempelvis opført i 1930, da grossist L. Wohlert ejede villaen, og i 1950 tilføjede oberstløjtnant N. Buchwald en vinterhave samt et udhæng over hoveddøren.

    Mange af de oprindelige detaljer er bevaret i villaen, der har haft samme ejer siden 1979. De flotte fyldningsdøre – flere af dem med påmalede motiver – sildebensparkettet i stuerne og de hvælvede kviste på førstesalen fortæller historien om en helt særlig bolig bygget og bevaret med kærlighed. Deler du den kærlighed, kan du fortsætte fortællingen ved at gennemrenovere og modernisere de eksisterende rammer, som består af 170 boligkvadratmeter samt 60 kvadratmeter kælder.

    Tre plan med muligheder
    I stueplanet med indgang, entré og gæstetoilet på bagsiden af huset har du en stor stue med udgang til en hyggelig overdækket terrasse og adgang til en spisestue. I forbindelse med spisestuen ligger oberstløjtnantens vinterhave, hvorfra du kan træde ud på den solrige fliseterrasse i stuernes vinkel. Terrassen er indrammet af store rododendroner og andre buske, hvilket skaber en helt ugeneret krog i haven. Her kan du dase i solen eller nyde et godt måltid mad til lyden af fuglefløjt, mens børnene leger gemmeleg i havens eventyrlige univers.

    På førstesalen åbner en dobbeltdør fra soveværelset til en buet terrasse med udsigt over området, hvor du mellem trætoppene kan se Aarhusbugten glimte i solstrålerne. Derudover har du tre værelser samt et badeværelse med badekar heroppe, mens du i kælderen har endnu et badeværelse, bryggers og praktisk opbevaringsplads.

    Renovér, modernisér og giv de charmerende, historiske rammer et nyt liv. Fold dine boligdrømme ud på den store grund i skønne Skåde tæt på skov, vand og by.

    Kontakt os

    Kontakt os

    Bestil fremvisning

    Bestil salgsmateriale

    Relaterede ejendomme