Valbyvej 6

8000 Aarhus C

    Nyhed

    Opdateret 30’er-villa i Marseliskvarteret

    Udnyt rammernes fulde potentiale og nyd nærheden til by, skov og vand.

    Der er en særlig stemning i et veletableret villakvarter med opvoksede haver og villaer af forskellig karakter. Den stemning mærker du hurtigt her i Marseliskvarteret, hvor Valbyvej 6 ligger perfekt tilbagetrukket fra de store veje, men stadig tæt på byens muligheder, skovens oplevelser og vandets ro. Villaen fra 1939 byder i dag på 116 kvadratmeter i stueplan med store, lyse leverum og tre værelser. Arealet kan fordobles ved at renovere kælderen til boligstandard. Fra dag et kan I nyde de hyggelige terrasser i den sydvendte forhave.

    AARHUS C – Marseliskvarteret emmer af fred og ro og er et af Aarhus’ bedst placerede villakvarterer. Det ligger ganske tæt på byen og har samtidig skoven og vandet lige om hjørnet. Du kan derfor bruge skovstierne til gå- og løbeture, lige så tit du ønsker. Følg eksempelvis stierne ud til kysten, hvor du kan tage en dukkert i bugtens vand, inden du vender næsen hjemad igen.

    Kongelunden med bl.a. Tivoli Friheden og Stadion byder på oplevelser lige i nærheden. Ud over et godt udvalg af indkøbsmuligheder på Langenæs har du desuden hele Frederiksbjergs udbud af spisesteder, caféer, vinbarer og specialbutikker samt torvedagene på Ingerslevs Boulevard dejligt tæt på. Det samme gælder Forældreskolen, Marselisborg Gymnasium og flere forskellige idrætstilbud, hvilket gør hverdagen her nem for hele familien.

    Sydvendt have med solrige terrasser
    Villaen på Valbyvej 6 er opført i 1939 til manufakturhandler Stub Hansen, hvis opmurede pengeskab stadig står sikkert i kælderen. Placeringen på grunden sikrer dig en skøn sydvendt forhave med to solrige terrasser i forskellige niveauer samt en privat oase i baghaven, der fyldes med eftermiddagssol. Heromme har du et par pære- og æbletræer, ligesom den overkommelige have byder på grønt til hele året samt magnoliatræer med smukke blomster i foråret.

    Beliggenheden midt i kvarteret – med god afstand til de store veje – betyder desuden, at her er dejligt roligt, selv om du har alting så tæt på. I den rummelige indkørsel har du plads til tre biler, mens den murede garage for enden kan passe på cykler, haveredskaber m.m.

    Gedigne rammer og skønne leverum
    Udefra kan du se, at der er passet godt på de gedigne rammer, som også kun har haft to ejere. Det vidner om, at her bliver man boende. Den nuværende ejer skiftede taget i 2008, ligesom alle installationer er skiftet. Stueplanet er desuden opdateret til et moderne familieliv med køkken-alrum i forlængelse af de to øvrige stuer.

    Opholdsstuen med muret pejs og udgang til den hævede terrasse er en tilbygning fra 1945 med sildebensparket på gulvet. Derudover fortæller de enkle rosetter i lofterne historier om villaens fortid. Hjørnevinduerne sikrer et flot lysindfald og åbner samtidig for havens kulører og kigget til skovens mægtige trækroner, som altid står klædt i årstidens farver.

    En klassisk fordelingsgang binder hele stueplanet sammen med adgang til såvel leverummene som de tre værelser på stribe og badeværelset.

    Uudnyttet potentiale i kælderen
    I Stub Hansens tid boede tjenestepigen i et værelse i kælderen, der i dag står forholdsvis rå med bryggers, toilet og disponible rum. Ved at renovere etagen kan du udnytte det potentiale, der gemmer sig på de ekstra kvadratmeter hernede og skabe lyse, anvendelige rum med forbindelse til den hyggelige have. Du har således muligheden for at forme et hjem efter dine og familiens behov med en optimal placering i forhold til hverdag og fritid.

    Rolig villavejsstemning i centrum af Aarhus med alle byens muligheder og naturen tæt på. Den gedigne 30’er-villa med skønne, lyse leverum er klar til næste kapitel, som du kan skrive.

    Kontakt os

    Kontakt os

    Bestil fremvisning

    Bestil salgsmateriale

    Relaterede ejendomme