Nyvej 9
Hou, 8300 Odder
Drømmevilla i strandkanten med 180 graders havudsigt
Gør drøm til virkelighed i gennemtænkte rammer helt tæt på naturen.
Når intet er overladt til tilfældighederne, er alt tilbage at opleve. Her på Nyvej 9 i livlige Hou byder hver dag på nye oplevelser og indtryk. I første række til stranden ligger denne pragtfulde villa fra 2020 – opført efter bevidste valg af materialer, funktionalitet og udsigt. Inde som ude nyder du nærheden til vandet og det evigt skiftende sceneri, som males af solstråler, skyer og vind. Naturen sætter stemningen, og lokalt finder du alt, du behøver.
HOU – Blot 25 minutter fra Aarhus og 6 minutter fra Odder ligger den hyggelige havneby Hou. Her har du altid havet inden for rækkevidde, når lysten til vandbaserede eventyr melder sig. Havnen med færgeforbindelse til Samsø og Tunø er omdrejningspunkt for meget af livet her – både til hverdag og ved de større begivenheder som fx den årlige havnefest. Lugten af tjære fremkalder den klassiske havneatmosfære ved det rødmalede skibsværft på den tidligere fiskeri- og udskibningshavn, hvor lystbådene i dag skaber liv for lokale og lystsejlere. Her ligger også Mosters Ishus, som mange valfarter til om sommeren.
På den nye havnepromenade ligger KØST, som både huser en fiskehandel med frisk fisk og delikatesser, en restaurant med a la carte-servering og selskabslokaler samt en hyggelig bar. Også på havneknejpen ”Skuden” i hovedgaden kan du få et godt måltid, mens du i den meget velassorterede Dagli'Brugsen kan få dækket hverdagens indkøbsbehov.
Hou har hele tre skoler – folkeskole til og med 6. klasse, en maritim idrætsefterskole og Egmont Højskolen. Derudover tilbyder Randlev Friskole børnehave og 0.-9. klasse kun 2,5 km fra Hou. Læg dertil rigtigt gode idrætsfaciliteter: Sejlads og øvrige vandaktiviteter, fitness, sportshal og svømmehal – samt et rigt kultur- og foreningsliv, der bæres af lokale ildsjæle. Her har du således en lille by, der byder på mere, end størrelsen antyder. Og noget for alle aldersgrupper.
Hjemme i strandkanten
Ikke langt fra havnen og med direkte adgang til strandkanten ligger den 185 kvadratmeter store villa, som blev opført i 2020. Den udnytter grundens bredde, så du har glæde af udsigten fra flest mulige rum. Det har du i høj grad også fra en stor del af de cirka 150 kvadratmeter terrasse, hvoraf to sektioner er afskærmet og overdækket – med indbyggede terrassevarmere og indlagt gulvvarme. Din udsigt strækker sig vidt og bredt ud over den grønne vegetation i forgrunden, stranden og vandet med Tunø, Samsø og Mols Bjerge i horisonten.
Vind og vejr blander den farvepalet, der præger det omskiftelige landskabsmaleri, hvor du hele tiden opdager nye nuancer. Solopgangene er hver dag en unik oplevelse, ligesom det er enestående at betragte Mælkevejen på en mørk og stjerneklar aften, hvor måneskinnet lyser havoverfladen op. Marsvin, sæler og sågar oddere boltrer sig indimellem i vandet ud for huset – og forår og efterår kan du følge fuglenes træk til og fra Hou Røn. Det smukke og omskiftelige landskab kan du med få skridt blive en del af, da haven flyder over i stranden – om du vil bade fra den private badebro eller begive dig ud på bølgerne i havkajak, jolle eller på paddle board, vil det tage dig under et minut at nå frem. Du kan også begynde dagen med at løbe eller spadsere ad Kyststien, mens solen stiger op ude over vandet. Slut turen af med en dukkert, og skyl strandsandet og saltvandet af under den afskærmede og frostsikrede udebruser.
I haven kaster de karakteristiske østrigske fyrretræer svalende skyggepletter, men du kan også altid finde en solrig krog. I sommervarmen blander duften af de fredede nåletræer sig med hybenaromaer til en parfume med sydlandske noter. Fuldend det sensoriske billede med duften af grill, mens du tilbereder dagens fangst som fx makrel eller sorthummer, hvad enten den er købt hos de lokale fiskere, eller du selv har hevet den i land. Ud over at fiske kan du også samle muslinger og stryge rejer her.
Fuldmuret, funktionelt og fredfyldt
Den fuldmurede villa er bygget med nøje udvalgte genbrugsmursten fra en nordjysk herregård, hvis fortidsspor giver murværket en helt særlig karakter og stoflighed. Også de øvrige materialer – herunder massive egetræsbjælker, travertinfliser, sprossevinduer og indvendige newyorkervinduer – er valgt med fokus på det samlede udtryk. Med hele 2,70 meter til loftet i rummene uden kip har du godt med luft omkring dig. I det centrale køkkenalrum går akustikloftet og vinduespartiet helt til kip, hvilket fanger havet og himlen ind i rummet og åbner for et imponerende skue, som du aldrig bliver træt af. Og fordi ruderne er tonede, nyder du udsigten, uden at nogen kan kigge ind.
I det funktionelle køkken med massive træbordplader har du to håndvaske, to ovne, integreret køleskab og fryseskab, induktionskogeplade og en hævet emhætte, der ikke stjæler udsigten, samt masser af god opbevaringsplads.
Til den ene side åbner franske døre til en mere intim opholdsstue ligeledes med egetræsbjælker i loftet. Hertil fuld havudsigt, biopejs samt newyorkerglasvæg, så du får lyset ind ude fra haven. I den anden opholdsstue er der ligeledes havudsigt, loft til kip og udgang til en skøn, lukket sydvestvendt terrasse, hvorfra du kan se vandet gennem huset takket være de mange vinduer. Fra stuen går trappen op til en meget rummelig hems, hvor du kan have overnattende gæster eller hjemmekontor. De to Velux Cabrio-tagterrassevinduer med integrerede mørklægningspersienner åbner rummet og sikrer et fantastisk vue ud over havet og hen langs kysten.
På den anden side af køkkenalrummet har du mastersuiten med stort soveværelse med egetræsbjælker i loftet, indbyggede skabe samt badeværelse med spa. Selvfølgelig er der havudsigt samt udgang til haven fra både soveværelse og badeværelse, så en frisk vinterdukkert nemt afsluttes med et varmt bad. Med døren fra soveværelset til den overdækkede terrasse på klem kan du lade bølgeskvulpene lulle dig i søvn og blive vækket af dagens første solstråler til en ny dag i din fredfyldte oase ved havet.
Derudover rummer stueplanet to værelser, endnu et badeværelse, en entré og et praktisk bryggers. Opbevaring er tænkt ind med indbyggede skabe flere steder, ligesom du har et skur til både have- og havredskaber. Begge de overdækkede terrasser er klargjort med gulvvarme og isolerede ruder, hvis du fx vil lave orangeri eller inddrage dem i boligen på anden vis.
Indflytningsklare rammer til dig, der ønsker en hverdag helt tæt på havet. Den solide byggekvalitet betyder minimalt vedligehold – i stedet kan du nyde nærheden til naturen og alle Hous mange tilbud og muligheder.
Kontakt os
-
Christian Schjøth
- Partner, Ejendomsmægler MDE
- 52194898
- cs@lokaltliebhaveri.dk