Ildervej 6

8270 Højbjerg

    Nyhed

    Mageløs mønstervilla i Marseliskvarteret

    Gennemført renoveret med respekt for stedets historie og æstetik.

    "Hjemmet skal være skattekisten for det liv, der leves i det," sagde den modernistiske arkitekt Le Corbusier i sin tid. Villaen her på Marselisvej 11 er samtidig en arkitektonisk skattekiste med velbevarede originale detaljer fra Landsudstillingen i 1909, som villaen blev bygget til. De rummelige rammer er renoveret og opdateret i tråd med den oprindelige æstetik – bl.a. med speciallavet inventar og god udnyttelse af både under- og loftsetage. Haven er også optimeret med nyanlagt træterrasse og nedsænket spa. Her bor du tæt på det hele og alligevel i stille omgivelser.

    AARHUS C – Med sine gamle pragtvillaer og brede græsstykker mellem fortov og vej er Marselisvej blandt de smukkeste i Aarhus. Også en af de mest historiske, da flere af villaerne blev opført af den berømte arkitekt Egil Fischer til landsudstillingen Den Hvide By i 1909. De såkaldte mønstervillaer skulle repræsentere såvel arkitekturen som det gode håndværk, hvilket stillede meget høje krav til byggeriet. Skansepalæet, Varnapalæet og mønstervillaerne – herunder denne – er nogle af de få bygninger, der stadig står fra den store udstilling, som efter sigende tiltrak over en halv million besøgende.

    Siden dengang er der skudt flere huse op omkring mønstervillaerne, ligesom byen er vokset tættere på. Du kan på ingen tid gå eller cykle til torvet på Ingerslevs Boulevard og Frederiksbjergs store udvalg af kaffebarer og specialbutikker, ligesom både Forældreskolen og Marselisborg Gymnasium ligger nærmest lige uden for døren. Du har desuden kort til skovens stier og bugtens vand, når lysten melder sig til oplevelser i det fri.

    Opvokset have med indbygget luksus
    At der er passet godt på de historiske rammer, ser du allerede fra vejen, hvor villaen troner elegant på den høje placering. Facaden står skarpt efter en større renovering, hvor inddækninger, nedløbsrør og tagrender i kobber blev skiftet. Hele forhaven er anlagt på ny med cykelparkering neden for det renoverede trappeløb op til hoveddøren og bede med roser og lavendel. Sedumtaget på carporten får denne til at blende perfekt ind i den arkitektoniske helhed. Chaussésten lagt i viftemønster binder det hele sammen og leder ned langs huset og om til terrassen på bagsiden. Heromme er plænen rettet op, så du har en regulær baghave, hvor børnene kan lege og spille bold under magnoliatræet.

    Endnu en terrasse i chaussésten giver et perfekt spot til den sidste aftensol. Få trin leder ned til den store, nyanlagte træterrasse i ipé med proppede skruer, frostsikret udebruser i kobber og et specialdesignet spabad, der er nedsænket i dækket. Her sidder du ganske ugeneret og i øjenhøjde med den nøje udvalgte beplantning, som flankerer terrassen. En særlig pumpe sikrer et lavt energiforbrug, så det 40 grader varme vand altid er klar til at opløse dine spændinger. Det har en vidunderlig terapeutisk effekt – ikke mindst på en kold vinterdag, hvor sneen falder stille omkring dig. Her er generelt stille, og roen forplanter sig helt ind i den bevaringsværdige villa.

    Bevaret og forfinet æstetik
    Ankomsten er i sig selv et godt eksempel på det håndværk, som mønstervillaen fortsat repræsenterer i dag. Træværket og de blyindfattede ruder med sirlige motiver slår den gennemgående æstetiske tone an. En tone, som er smukt bevaret og forfinet gennem veludførte renoveringer. Det ser du fx på gæstetoilettet i forbindelse med den rummelige entré.

    Fra entréen træder du ind i en højloftet stue med en ny kakkelovn fra Gjøl, der er både dekorativ og effektiv til at sprede ekstra varme og hygge. Store, sprossede vinduer med forsatsruder lukker masser af lys ind uden at lukke varmen ud, mens snedkerlavede skjulere toppet med marmorsatser gør radiatorerne til elegante møbler. Gulvet i douglasfyr fortsætter ind i den næste stue, hvor en rummelig karnap giver rummet en ekstra dimension. Det gælder også i spisestuen, hvor den smukt snedkererede karnap med indbygget slagbænk er udformet som bagstævnen på et gammelt træskib. Og selv om du ikke kan sidde her og spejde ud over vandet, er det fortsat en hyggelig krog med udgang til baghaven. Bænken gemmer desuden på en masse rum til opbevaring og et strømudtag til lamper eller digital hygge.

    I det tilstødende køkken er inventaret fra Kvänum med integreret Gaggenau-køleskab og marmorbordplade skræddersyet til stedet. Det brede Ilve-komfur med dobbeltovn, gasblus og stegeplade gør madlavningen til en fornøjelse, hvad enten det gælder hverdagens måltider eller gæstemiddage. Fra køkkenet har du hurtig adgang til det naturligt kølede viktualierum i den tørre og sunde underetage, som desuden rummer et stort badeværelse og et vaskerum med gulvvarme.

    Værelser med udsigt
    Det flotte originale trappeløb fører op til værelsesafdelingen på førstesalen, hvor du har tre værelser, endnu et badeværelse og et garderobeværelse med mere snedkerlavet Kvänum-inventar. Fra det store soveværelse har du udgang til en terrasse med søjlebåret overdækning og et fint kig ud over omgivelserne.

    Udsigten får et løft på den udnyttede anden sal, hvor du gennem kvistvinduerne kan se både vand og skov. De ekstra kvadratmeter har mange anvendelsesmuligheder, og de synlige bjælker samt skorstenene, der krydser rummet, skaber en særlig stemning på toppen af det hele.

    Rammerne emmer af atmosfære, godt håndværk og høj kvalitet. Den bevaringsværdige ejendom er dog ikke et museum, men en skattekiste for dit og familiens liv her – tæt på byens tilbud og naturens oplevelser.

    Kontakt os

    Kontakt os

    Bestil fremvisning

    Bestil salgsmateriale

    Relaterede ejendomme