Carl Nielsens Vej 11

8000 Aarhus C

    Solgt

    Klassisk villa med stort potentiale i Komponistkvarteret

    Egen låge til Mindeparken, skoven som genbo og byen i gåafstand.

    Er afsættet for dit drømmehjem ikke et helt blankt lærred, men derimod rammer med sjæl og historie, som du kan føre ind i nutiden? Her på Carl Nielsens Vej 11 i det eftertragtede Komponistkvarter får du netop det – tilsat højloftet herskabelighed, smukke detaljer og en opvokset have med skønne hyggekroge. Grib muligheden for at forløse villaens enorme potentiale ved at skabe et drømmehjem, der forener det klassiske og det moderne, på en attraktiv beliggenhed.

    AARHUS C – Du forstår hurtigt, hvorfor Komponistkvarteret altid har været populært blandt livsnydere, når du bevæger dig rundt på villavejene, hvor flere af de store pragtvillaer, der blev opført i begyndelsen af 1900-tallet, stadig står. Her er naturen i første række med skovene, Mindeparken, stranden og vandet nærmest lige uden for døren. I anden række er så byens liv og tilbud, som du hurtigt kan gå eller cykle til.

    Carl Nielsens Vej er desuden en af de smukkeste vejstrækninger i Aarhus med dens løb fra Marselisborg Slot, ind gennem Havreballeskoven langs med Mindeparken og ned til vandet, hvor Tangkrogen lidt længere henne bobler af liv om sommeren. Uanset hvilken vej du kommer fra, er turen hjem altid en sand fornøjelse – som en velkomponeret symfoni.

    Hyggelig, opvokset have
    Lidt tilbagetrukket og hævet over vejen troner villaen fra 1910 på den store hjørnegrund med en skøn, opvokset have, hvor hyggen blomstrer om kap med de store japanske kirsebærtræer og æbletræerne. Villaen bærer navnet Stenten, hvilket betyder en lille overgang – fx over et hegn. Her henviser navnet formentlig til overgangen til skoven, som ligger lige på den anden side af Carl Nielsens Vej. Følg skovstierne ind til Tivoli Friheden, stadion og det kommende Kongelunden. På den anden side af træerne finder du desuden Marseliskvarteret, hvor både Forældreskolen og Marselisborg Gymnasium ligger.

    I den private og afskærmede have har du flere hyggekroge, ligesom en låge åbner til en sti, der fører direkte om til Rømerhaven og resten af Mindeparken med legepladser, udendørs træningsfaciliteter og naturligvis det flotte mindesmærke fra 1934.

    Den tilhørende garage ligger med indkørsel fra P. Heises Vej. Her er det muligt at etablere en større garage eller carport med plads til flere biler. Når du har parkeret og lukket porten, tager du bagudgangen og de få trin op til haven, hvor resten af familien en lun sommerdag kan byde dig velkommen hjem med et koldt glas saft på den solrige stenterrasse eller i skyggen under det store æbletræs grønne blade.

    Klassisk stil og velbevaret sjæl
    Villaen bærer sin historie flot med dekorative håndværksmæssige detaljer i både mur- og træværk, der vidner om en anden tid. Mange af vinduerne er desuden originale – bl.a. i den store rundbuekarnap, der lukker havens farver ind i spisestuen. Også indvendigt er den klassiske stil gennemgående med højloftede stuer og elegante rundinger, hvor vægge og lofter mødes, samt karakteristiske trægulve lagt i forskellige mønstre. Flere steder er det stave af udtryksfuld moseeg – fx i den imponerende pejsestue med åbent ildsted.

    Du har hele tre sammenhængende stuer, hvor lyset strømmer ind gennem vinduerne fra flere sider. Villaen har været hjem for hele to direktører for Aarhus Teater i 1960’erne og -70’erne, og du kan sikkert forestille dig, hvordan stuerne har dannet ramme om festlige soiréer. Det kan de komme til igen – med dig som vært. Køkkenet er fra 2008, hvor en større renovering af ejendommen fandt sted uden at stække dens iboende sjæl. Da blev også husets charmerende bindingsværk repareret, ligesom badeværelset på førstesalen blev moderniseret.

    Heroppe har du desuden tre gode værelser, hvoraf det store soveværelse har et tilstødende kontor med udgang til en tagterrasse. Ud over de 200 boligkvadratmeter har du 92 bonuskvadratmeter i kælderen, som i dag rummer et naturligt kølet vin- eller viktualierum, to lyse rum til opbevaring samt et vaskerum med mulighed for etablering af endnu et badeværelse som supplement til stueetagens gæstetoilet. På alle etager er mulighederne mange og potentialet stort for at forme en moderne herskabelighed med tydelige tråde til fortiden og en hyldest til det oprindelige håndværk, der gør ejendommen enestående.

    Klassiske rammer med stort potentiale på en attraktiv placering mellem skov, vand og by. Før fortidens herskabelighed og stolte håndværk ind i nutiden, og skab et rummeligt drømmehjem til dig og familien.

    Relaterede ejendomme