Orionsvej 28
8270 Højbjerg
Unik udsigtsvilla på toppen af Stjernekvarteret
Stilsikre og funktionelle rammer med rå materialer og flotte detaljer.
Enhver udsigt har sin egen stemning. Her på toppen af Orionsvej i Højbjergs eftertragtede stjernekvarter strækker dit vue sig vidt og bredt. Som et levende maleri, hvor årstidens farver og nuets lys sætter den stemning, der uhindret flyder ind i rummene gennem de store vinduer. Indenfor skaber de nøje udvalgte materialer, speciallavede løsninger og flotte arkitektoniske detaljer enestående rammer om tilværelsen tæt på skoven, byen og alt det, I behøver i hverdagen.
HØJBJERG – I Stjernekvarteret er de fredelige villaveje opkaldt efter funklende stjerner og konstellationer flere lysår herfra. Meget tættere på har du Marselisborg Slot, Mindeparken, skoven og vandet, ligesom du hurtigt og nemt kan komme ind til Midtbyen – via den smukke rute ad Carl Nielsens Vej og Kongevejen gennem skoven.
Mens vejene og de forskelligartede villaer, der flankerer dem, i sig selv tegner stjernebilleder i det kuperede terræn, tilfører alt det grønne i og omkring de hyggelige haver en helt særlig charme til området.
På toppen – på alle måder
Orionsvej stiger støt fra Terp Skovvej, og på det højeste punkt troner villaen her med nummer 28. Det er nærmest kun ydermurene, som står tilbage af den oprindelige bolig fra 1947. En gennemgribende transformation har resulteret i det moderne hjem, du ser i dag, med mange speciallavede løsninger, flotte detaljer og maksimal udnyttelse af udsigten fra den høje placering i landskabet.
Den opvoksede baghave udgør en privat, grøn oase med flere skønne uderum, hvor elementer i cortenstål tilføjer ekstra kulør. Ud over to terrasser med udgang fra husets leverum har du en tredje terrasse længere nede i haven. Her ligger også en stemningsfuld glashytte, hvor du kan finde læ, ly og hygge – fx når mørket falder på, og havens mange lyskilder tænder. Selv herfra strækker din udsigt sig ud over området med Brabrand Sø som fast pejlemærke. Søen reflekterer himmelrummet, ligesom bassinet nederst i haven gør det. De gamle træer giver dit langstrakte panoramavue en smuk forgrund – og det samlede sceneri bliver du aldrig træt af.
Forhaven er enkel og elegant med formklippede buksbom, græs og græsarmering i indkørslen. En blød, grøn kontrast til den skarpe gråpudsede facade mod vejen. Den tidligere garage er omdannet til et praktisk værksted/skur beklædt med trælameller og sedumtag. Betonfliser leder hen til den in situ-støbte trappe med fire svævende trin op til hoveddøren.
Tre velindrettede plan
Allerede når du træder indenfor, bliver du draget af udsigten gennem leverummets vinduer fra gulv til loft og væg til væg. Men også den moderne hall, du står i, er et betagende syn. Den patinerede ståltrappe, der forbinder villaens tre plan, loftet til kip med trælameller og stålrør i stedet for spær, skydedøre i sort perforeret metal samt microcementgulvet indkapsler meget fint den gennemgående stil, der forener råhed og varme.
Rundt om et hjørne har du en entré med indbygget skoskab og adgang til gæstetoilettet. Og resten af stueplanet består af de sammenhængende leverum med køkken-alrum og stue, der på en og samme tid er opdelte og forbundne. Her får du fuldt udbytte af den imponerende udsigt, der i solnedgangens skær bliver decideret fortryllende. Du har udgang til en svævende betonterrasse – ligeledes in situ-støbt med brede trappetrin ned til haven – samt en mere afskærmet og helt ugeneret terrasse på siden af huset. En rå murstensvæg i stuen, alrummets indbyggede siddemøbel med opbevaringsplads, de særlige lyskontakter og køkkenets monumentale messing-ø med integreret vask, Quooker og indbygget induktionskogeplade er blot nogle af de små og store detaljer, der giver rummene deres unikke karakter.
På førstesalen, hvor loftet går til kip overalt, har du et soveværelse med tilhørende walk-in samt et rummeligt badeværelse. Udsigten får et ekstra løft heroppe. Det nyder du især godt af, når du står under bruseren med armaturer fra Qtoo, der går igen på gæstetoilettet og det andet badeværelse, som befinder sig i den sunde og tørre underetage. Hernede har du desuden to anvendelige rum – det ene med udgang til endnu en terrasse – samt et stort, praktisk bryggers, hvor du også har adgang til al hjemmets teknik, der inkluderer et smart kalkanlæg fra BWT. Sidst, men ikke mindst, gemmer det nedre plan på et naturligt kølet vinrum med masser af hyldeplads til dine flasker.
Intet er overladt til tilfældighederne her. Stilbevidste valg har formet dette enestående hjem med masser af karakter og en udsigt, der hver dag maler nye stemningsbilleder, du aldrig kan få nok af.
Kontakt os
-
Christian Schjøth
- Partner, Ejendomsmægler MDE
- 52194898
- cs@lokaltliebhaveri.dk